På tre dage er der indsamlet 160.000 kroner til indrykning af annoncer i libanesiske aviser, der skal give et positivt indtryk af Danmark efter regeringens kampagne tidligere på måneden.
Ifølge initiativtagerne til indsamlingen har omkring 50.000 danskere doneret de mange penge.
Det var udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der stod bag annoncerne, som ifølge hende selv skulle forhindre mennesker i at rejse hertil og søge asyl ved at informerer om ydelser og regler i Danmark. Annoncerne beskrev blandt andet, at ydelserne til udlændinge er halveret, og at reglerne for familiesammenføring er blevet strammet.
Det er ikke et partipolitisk indslag
En af initiativtagerne bag projektet er partner og kreativ direktør Frederik Preisler fra kommunikationsbureauet Mensch.
- Det er ikke en politisk indsats det her, men et forsøg på at påvirke det billede, vi tegner af Danmark i udlandet. Vi kan ikke helt stå inde for det billede af en fremmedfjendsk nation, der vil møde folk i nød med mistænksomhed og regelsæt. Det må i hvert fald følges med en anerkendelse af, at vi forstår, at folk, der flygter, er i en forfærdelig situation, siger han.
Hvorfor er det vigtigt?
- Det handler om den overordnede branding af Danmark. Spørgsmålet er jo, om vi vil fremstå som en lille aggressiv fremmedfjendsk nation eller, som nogle har omtalt os, som en tidligere humanitær stormagt, siger Frederik Preisler.
Men er det humanitært at indrykke annoncer i Libanon?
- Forhåbentligt er der nogle af dem, der har set de første annoncer, der også ser de her. Formålet er at sende et signal om, at ikke alle er enige i det signal, der blev sendt med de første annoncer, siger han.
Det er ikke enten eller
Nogle vil måske mene, at pengene kan bruges bedre til mad og hjælp til flygtninge end til avisannoncer. Kan der ikke være noget om det?
- Man kan altid diskutere, om pengene skal bruges anderledes, men hvis regeringen vælger at bruge 250.000 kroner af dine og mine penge, så er det jo interessant, at der er omkring 50.000 danskere, der gerne vil bruge penge på at sige det modsatte, siger Frederik Preisler.
Man bare fordi regeringen vælger at kaste penge efter, hvad I mener er tåbelige annoncer, behøver I jo ikke gøre det samme. Det svarer lidt til et børnehavebarn, der undskylder sig med, at han startede, så må jeg også. Ville det ikke være bedre at bruge pengene på humanitær hjælp?
- Der er forhåbentlig ikke nogen, der mener, at fordi man giver penge til det her, så skal man ikke give penge til humanitær hjælp. Vi skal både yde humanitær hjælp og gøre det her.
Spørgsmålet er, om den store pose penge i står med nu, er bedst brugt på annoncer?
- Ja, det er der så heldigvis omkring 50.00 mennesker, der synes. Og det er vigtigt at fortælle, at det ikke er en enkelt rigmand, der gør det her, men at vi er mange mennesker, der gør det sammen, siger Frederik Preisler.
https://twitter.com/RundquistS/status/642273089221431296