Inger Støjberg: 'Ingen ved, hvad morgendagen bringer'

Venstres afgående næstformand forsikrede i sin tale, at hun altid vil kæmpe for det, som hun anser som partiets fundamentale værdier.

Inger Støjberg holdt i dag sin tale på Venstres ekstraordinære landsmøde. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

- Ingen ved hvad morgendagen bringer, det ved heller ikke jeg, Det sagde den nu tidligere næstformand, Inger Støjberg, i sin tale på Venstres ekstraordinære landsmøde.

En udmelding hun fulgte op med et løfte.

- De værdier, som Venstre har stået for i alle år. De værdier, som jeg er vokset op med. De værdier vil jeg altid kæmpe for. Uanset hvor jeg er, og uanset hvad der sker.

Her kom hun med sit bud på, hvordan Venstre igen bliver det store borgerlige parti, der kan overtage regeringsmagten.

- Hvis Venstre skal være et stort, borgerligt parti igen, så kræver det, at Venstre leverer en klar, stram og troværdig udlændingepolitik. Og at vi ikke viger tilbage, fordi venstrefløjen og dem med de korrekte holdninger råber op.

Efter hendes mening er der ’lige rigeligt,’ der har ændret sig i Venstres måde at bedrive politik på.

Fremover skal der være mere fokus på det Venstre, som Inger Støjberg meldte sig ind i som ganske ung.

- Vi må aldrig glemme lastvognsmekanikeren i Holstebro, og dem der går i gummistøvler og sikkerhedssko, sagde hun i dag.

- Det er trods alt sådan, at produktionsdanmark i høj grad er den del af Danmark, hvor værdierne skabes, og at pengene tjenes.

Det er blandt andet sådan, at nøglerne til statsministerkontoret igen lander i Venstres hænder. Med hjælp fra de andre borgerlige partier, lød det.

Se uddrag fra Støjbergs tale herunder:

- Nogle går og drømmer om en Venstre-statsminister, der sidder på Det Radikale Venstres mandater. Jeg må sige, jeg tror nærmere, det er et mareridt.

- Det kommer ikke til at ske.

Ifølge Inger Støjberg skal fremtiden for Venstre udelukkende bero sig på de borgerlige mandater fra blå blok.

Tingene skal siges lige ud

- Der skal være plads til at tale om, at mænd risikerer at miste enhver form for retssikkerhed og fyres på må og få, hvis metoo-bølgen går over gevind, konstaterede Støjberg i sin tale.

Hun mener, at partiet fremadrettet skal kunne sige tingene lige ud.

Det har været et af de punkter, hvor Inger Støjberg har lagt en anden linje end sin formand, Jakob Ellemann-Jensen.

I løbet af efteråret var Inger Støjberg flere gange ude og kommentere MeToo- og sexismedebatten.

Hun sagde blandt andet i et interview med Belingske i oktober, at debatten var præget af en "feministisk hævntørst."

En udtalelse, der fik Jakob Ellemann-Jensen til Facebook-tasterne.

- Vi skal anerkende, at der er mange følelser på spil, og at der er en række kvinder, som er blevet krænket, og som har haft oplevelser, der er aldeles uacceptable. De kvinder træder nu frem. Det gør de bl.a., fordi de mener, at de ansvarlige ledelser i partier, organisationer og virksomheder ikke har handlet på advarsler og klager. At de ikke er blevet hørt. Jeg synes, det er godt, at de kvinder træder frem, og de skal tages alvorligt, skrev han.

Men inger Støjberg er træt af, at politikere ikke altid siger tingene som de er.

- For mig handler det om, at sige hvad jeg mener. Også selvom det måske ikke lige passer ind i de fine saloner i København.

Betaler prisen hver eneste dag

En stram udlændingepolitik har været Inger Støjbergs mærkesag de seneste mange år. Det har blandt andet medført, at hun er under beskyttelse af PET-vagter.

- Jeg betaler prisen hver eneste dag. Når I tager hjem til familien, så tager jeg hjem fulgt af livvagterne, sagde Inger Støjberg i dag.

Men Inger Støjberg vil altså fortsætte den stramme linje, hvad angår udlændingepolitikken. Det gjorde hun klart i dag.

- For mig er en fast værdipolitik og en stram udlændingepolitik meget mere end bare ord. For mig er det noget, man skal bære i hjertet.

Det var med henvisninger til Anders Fogh Rasmussens håndtering af Muhammedkrisen efter Jyllands Posten havde trykt Muhammed-tegningerne.

- Tænk på, hvordan han (Anders Fogh Rasmussen) stod urokkeligt fast på ytringsfriheden (…). Det var ikke gratis. Det er det aldrig, når der er meget på spil.

I 2016 udsendte hun som udlændinge- og integrationsminister en pressemeddelelse, hvori der stod, at alle unge asylpar, hvor den ene part var under 18, skulle adskilles. Den sag har nu medført, at Inger Støjberg skal for en rigsret.