Ingen danskere vil blive berørt af USA's indrejseforbud

Ingen danskere med dobbelt statsborgerskab berøres af forbuddet, oplyser udenrigsminister Anders Samuelsen.

I flere dage har der været usikkerhed om, hvorvidt danskere med dobbelt statsborgerskab kunne blive ramt af USA's indrejseforbud. Men nu forsikrer udenrigsministeren, at forbuddet ikke rammer dem. (Foto: © Emil Hougaard, Scanpix)

Ingen danskere med dobbelt statsborgerskab vil blive berørt af USA's midlertidige indrejseforbud. Det oplyser udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) til Ritzau.

Indrejseforbuddet er på 90 dage for borgere fra syv lande, hvor befolkningen overvejende er muslimsk. Men det omfatter i udgangspunktet også folk med dobbelt statsborgerskab.

Dog ikke danskere med dobbelt statsborgerskab til et af de syv lande på listen.

- Vi har fået besked fra den amerikanske ambassade, at danskere med dobbelt statsborgerskab ikke bliver berørt, siger Anders Samuelsen, der er på besøg i Ukraine i disse dage.

- Og derfor må vi regne med, at det effektueres med det samme, tilføjer ministeren.

Forvirring og usikkerhed

I flere dage har der hersket forvirring og usikkerhed om, hvem der blev ramt af det forbud, som USA's præsident, Donald Trump, udstedte i sidste uge. Udenrigsministeriet har arbejdet på højtryk for at finde ud af, hvordan danskere med dobbelt statsborgerskab skulle forholde sig.

Anders Samuelsen har tidligere kaldt indrejseforbuddet for "uklogt". Og tidligere tirsdag kaldte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) det "et upræcist instrument" i forhold til formålet med at bekæmpe terror.

Forbuddet gælder for borgere fra Syrien, Irak, Yemen, Sudan, Iran, Somalia og Libyen.

Storbritannien har ifølge det britiske udenrigsministerium ligeledes sikret sig en undtagelse fra indrejseforbuddet.

Det betyder, at briter med dobbelt statsborgerskab i udgangspunktet godt kan rejse til USA.

/ritzau/