Inden dagens møde om Nordic Waste: Partier presser på for lovstramning

Inden et møde i Erhvervsministeriet kræver flere partier lovstramninger for at undgå, at skatteyderne ender med regningen efter miljøkatastrofer.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og miljøminister Magnus Heunicke (S) besøgte Nordic Waste ved Ølst, Randers mandag den 22. januar 2024. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Den moralske fordømmelse fra en stribe af regeringens ministre har været massiv i sagen om virksomheden Nordic Waste.

Men kritikken fra blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) klinger hult, hvis regeringen ikke samtidig er klar til at stramme lovgivningen for at undgå, at regningen for miljøskandaler ender hos skatteyderne i fremtiden, lyder det fra flere partier.

- Helt grundlæggende mener vi ikke, at ejeren af en virksomhed skal kunne tørre regningen af på alle andre danskere, når det går galt. Når man tager gevinsten, så må man også tage ansvaret for at rydde op efter sig, siger Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted.

Alle Folketingets partier er fredag formiddag inviteret til orienteringsmøde hos erhvervsminister Morten Bødskov (S) om Nordic Waste.

Her er Enhedslisten klar med et forslag om, at der indføres lovkrav om, at miljøvirksomheder skal indbetale penge til en obligatorisk brancheforsikring.

- Hvis man opererer med den slags aktiviteter, der har denne her risiko, så skal du indbetale til en branchefond, som så kan dække udgifterne, hvis det går galt. Det kender vi også fra forsikringsbranchen og finansbranchen, siger Pelle Dragsted.

Derudover vil Enhedslisten have sat en stopper for, at virksomhedsejere - som i tilfældet med Nordic Wastes ejer, Torben Østergaard-Nielsen - kan slippe for et økonomisk ansvar i forbindelse med miljøkatastrofer.

- I de meget særlige tilfælde, når der gælder den her meget risikable miljøadfærd, skal man kunne rette et erstatningskrav mod dominerende ejere, så man ikke bare som ejer kan sige, 'vi lader det her selskab gå konkurs og efterlader regningen hos danskerne', siger Pelle Dragsted.

I sidste uge afsatte Folketinget 205 millioner kroner til dækning af de omkostninger, der er i forbindelse med oprydningsarbejdet ved jordskredet i Ølst i Midtjylland.

Men regningen for at fjerne de i alt tre millioner kubikmeter jord kan ende med at koste op mod 2,2 milliarder kroner, har rådgivningsfirmaet Cowi estimeret i en rapport.

Da Nordic Waste forleden indgav konkursbegæring, frasagde firmaet sig i den forbindelse det økonomiske ansvar for oprydningsarbejdet.

Økonomisk garanti

Også SF kræver strammere lovgivning i kølvandet på jordskredet i Randers.

Virksomheder, der håndterer miljøfarligt materiale, skal stille med økonomisk sikkerhed i forvejen, så man er rustet til at håndtere situationer som den, man ser ved Nordic Waste, lyder det fra finansordfører Lisbeth Bech-Nielsen (SF).

Eller også skal sådanne virksomheder have en lovpligtig forsikring, der dækker oprydning efter miljøkatastrofer.

- Det vil selvfølgelig betyde nogle ekstra udgifter for ejerne, altså aktionærerne, af sådan nogle virksomheder her, som gør, at de vil få en lille smule mindre ud i udbytte. Det lever de nok med, men vi lever ikke med, at tingene fortsætter, som vi har set det med Nordic Waste, siger Lisbeth Bech-Nielsen.

Hvor stor en økonomisk garanti i kroner og øre skal de her virksomheder stille?

- Vi kender det jo lidt fra skibsfart, hvor skibe bliver forsikret for milliarder, fordi man kigger på worst case. For eksempel hvis man transporterer olie eller andet, som kan forårsage en miljøkatastrofe, så skal man have en forsikringssum, som er meget, meget stor, siger Lisbeth Bech-Nielsen.

- Hvis man skal have en forsikring, der dækker i så stort et omfang, så vil det være dyrt, det er rigtigt. Men vi kan ikke stå i sådan en situation her igen, og Randers Kommune kan i hvert fald slet ikke betale for oprydningen selv. Så det er klart, at vi bliver nødt til at gøre noget.

Et muligt efterspil

Flere andre partier er åbne for lovstramninger – uden dog at ville lægge sig fast på noget konkret.

- Det afviser vi bestemt ikke.

- Det er vigtigt, at vi ikke laver rigid ny lovgivning, der rammer utilsigtet. Men sikkerhedsstillelser, kautionsforpligtigelser, deponering af penge, ekstra forsikringskrav og så videre. Alle de typer af ting skal bestemt undersøges, siger miljøordfører Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne.

Også miljøminister Magnus Heunicke (S) og justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil være til stede ved dagens møde i Erhvervsministeriet.

På et pressemøde om sagen i sidste uge sagde justitsminister Peter Hummelgaard:

- Det er meget tænkeligt, at der kan komme et efterspil, hvor vi kigger på konkursloven, aktieselskabsloven og selskabsloven.

Miljøminister Magnus Heunicke har ikke haft mulighed for at stille op til et interview, men skriver i et skriftligt svar:

”På mødet med miljø-, rets- og erhvervsordførerne i dag vil jeg naturligvis lytte til alle de forslag, der måtte blive bragt op. Lige nu er vi fortsat i den akutte fase, og derfor fokuserer jeg på, hvordan vi bedst muligt kan bidrage til det kæmpe arbejde, der pågår med at afværge en potentiel miljøkatastrofe. Senere kommer vi til at se grundigt på, om de eksisterende regler er tilstrækkelige.”