Opdateret med udtalelser fra ministre efter aflysningen.
Et møde mellem imamer i Danmark og to ministre, der skulle handle om antisemitisme, er blevet aflyst af den ene part i sidste øjeblik.
I dag skulle en række muslimske organisationer mødes med udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) og kirkeminister Morten Dahlin (V), skrev Jyllands-Posten i dagens avis. Men da P1 Morgen taler med en repræsentant for de muslimske samfund, lyder det fra sidstnævnte, at ingen af imamerne har tænkt sig at møde op.
- Udviklingen fra invitationen, som så ud til at være dialogmøde, har ændret sig. Nu kan vi godt se, at det er en voldsom ensidig monolog, siger Urfan Ahmed, talsperson i Dansk Muslimsk Union.
- Jeg vil på vegne af de inviterede danske muslimske organisationer meddele, at vi ikke kommer til et møde, hvor det handler om at udskamme den ene befolkningsgruppe på bekostning af en anden. Det skaber mere splittelse end dialog, siger han i radioen.
Han henviser til, at mødet er fået karakter af, at de muslimske organisationer skal stå til ansvar for noget, der ifølge dem ikke er dokumenteret.
De to ministre havde indkaldt til mødet, hvor det af Jyllands-Postens artikel fremgår, at imamerne skal "stå skoleret". De to ministre fortæller her, at de gerne vil "gøre det meget klart", at imamerne har et ansvar for det, der ifølge deres bekymringer går på "lommer af muslimske miljøer i samfundet, hvor jødehad og terrorsympati trives."
De muslimske organisationer foreslår, at ministrene kommer til Dansk Muslimsk Union i Hvidovre og diskuterer både antisemitisme og islamofobi.
Hør en bid af interviwet med Urfan Ahmed her:
I en udtalelse efter aflysningen skriver de to ministre, at de er uforstående over for det.
- Det siger desværre en del om, at nogle danske muslimer har svært ved at erkende problemerne med antisemitisme og radikalisering, lyder det blandt andet fra Kaare Dybvad.
Ministrene kommenterer ikke på, om de vil mødes med organisationerne i Hvidovre i stedet.
Omdiskuteret undersøgelse
Inden de muslimske organisationers aflysning sagde Kaare Dybvad Bek til DR:
- Der er en tendens til, at man blandt folk, der er muslimer, har et mere negativt syn på jøder og i nogle sammenhænge er med til at demonstrere og udtrykke sig på en måde, som mange er utrygge ved.
- Det er vigtigt, at alle aktører – også det religiøse samfund – har et ansvar for at stoppe antisemitisme, sagde udlændingeministeren.
Af Jyllands-Postens artikel fremgår det, at ministrene blandt andet bygger deres bekymring på en holdningsundersøgelse, som avisen på årsdagen for terrorangrebet i Israel fik lavet af analysefirmaet Wilke.
Undersøgelsen fra JP blev dog, da den udkom, mødt af kritik fra flere fagfolk, der satte spørgsmålstegn ved, om den var repræsentativ, blandt andet fordi den havde hentet repræsentanter ad snørklede omveje, idet der ikke findes noget register over muslimer i Danmark. Imamer kritiserede den for at være udemokratisk.
Talspersonen for de muslimske organisationer mener heller ikke, at der er grundlag nok for, at to ministre kan kalde et helt trossamfund ind til at "stå skoleret".
- Grundlæggende er der en mangel på konkrete beviser. Der bliver taget eksempler frem, som ligger fem år tilbage, og der bliver brugt en undersøgelse med store metodiske problemer, siger Urfan Ahmed fra Dansk Muslimsk Union.
Urfan Ahmed afviser, at troende muslimer skulle gå ind for jødehad.
- Det er meget skuffende for mig, og vi er rigtig kede af, at der er denne form for mistænkeliggørelse i toppen af det politiske liv i Danmark, siger han.
- Jeg tror, det er i civilsamfundsgrupperne, og ikke at det har noget med islam at gøre.
'Vi har gjort rigtigt meget'
Urfan Ahmed mener, at man skal finde roden til problemet i de miljøer af unge, som engagerer sig i kampen om et frit Palæstina, og altså ikke i de troende muslimske kredse.
Har i til jeres medlemmer taget afstand nok fra antisemitisme?
- Vi har gjort rigtigt meget for at prædike sameksistens. Vi er en gruppe, der er blevet udskammet gennem 00’erne og 10’erne og har skullet stå til ansvar for noget, andre har gjort i en anden ende af verden, siger Urfan Ahmed fra Dansk Muslimsk Union.
- Vi er meget bevidste om, at vi ikke skal finde syndebukke, men at vi skal stå sammen med vores jødiske medborgere.