Ida Auken: Miljøministeren har et forklaringsproblem

Miljøminister Eva Kjer Hansen (V) har fordrejet fakta til en ny landbrugspakke, lyder kritikken fra Ida Auken (R). Fem oppositionspartier har nu kaldt ministeren i samråd.

De fem oppositionspartier har kaldt miljøminister Eva Kjer Hansen (V) i samråd, efter flere forskere har udtalt, at hun har fordrejet deres tal i en ny landbrugspakke. Miljøordfører hos De Radikale, Ida Auken, kalder det stærkt kritisabelt. (Foto: © Simon Læssøe, Scanpix)

Miljøminister Eva Kjer Hansen (V) kommer til at forklare, hvorfor flere forskere ifølge Berlingske mener, at regeringen har fordrejet deres tal i forbindelse med gennemførelsen af en ny fødevare- og landbrugspakke.

- Der er ikke længere nogen diskussion. Ministeriet har misbrugt de her tal. Jeg har ikke sagt, at Eva Kjer Hansen skal gå af, før hun har forsvaret sig, men hun har et meget stort forklaringsproblem, lyder det fra Ida Auken, miljøordfører for de Radikale, der sammen med de andre oppositionspartier har kaldt ministeren i samråd.

Fødevare- og landbrugspakken vil tillade de danske landmænd at lukke mere kvælstof ud i naturen, men forskerne, som har leveret de oprindelige tal, mener, at ministeren har anvendt tallene på en uforsvarlig og misvisende måde, så det i stedet kommer til at fremstå som om, at landbrugspakken kommer til at gavne naturen mere, end hvad tilfældet er. Det skriver Berlingske.

- Når man kigger på landbrugspakken, så har regeringen fået det til at se ud som om, at det ikke kommer til at skade naturen og miljøet i tre-fire år, inden en ny regulering er klar, lyder kritikken fra Ida Auken.

Ida Auken: Ministeren fordrejer fakta

Ifølge Berlingske har Eva Kjer Hansen udleveret en tabel, der viser, at mængden af kvælstof i havmiljøet forbedres i alle årene mellem 2016 og 2021.

Avisen har dog gennemgået regeringens regnestykke, og det viser ifølge Berlingske, at embedsmænd har indregnet en lang række udefrakommende faktorer, som ikke har noget med landbrugspakken at gøre.

- Og for året 2016 består denne ydre, positive effekt i regnskabet i virkeligheden også af effekterne fra årene 2013, 2014, 2015, skriver Berlingske.

Det udløser stærk kritik fra Ida Auken.

- Det er dybt alvorligt at lave et regnestykke, der viser, at man går i plus i 2016. Snusfornuften siger, at man ikke kan fjerne tre store områder, der beskytter naturen, uden at det ikke også går ud over vores vand. Det er at fordreje fakta, fordi man har et politisk formål, og det er dybt kritisabelt, siger hun.

Eva Kjer Hansen: Det er forbundet med en vis usikkerhed

Til Berlingske udtaler Eva Kjer Hansen, at "det, vi taler om her, er en vurdering af den fremtidige effekt af pakken. Det er i sagens natur forbundet med en vis usikkerhed."

Den køber Ida Auken dog ikke, ligesom hun heller ikke mener, at det er ministeriets embedsfolk, der har ændret på tallene.

- Eva Kjer Hansen har simpelthen bedt sine embedsfolk om at få det her regnestykke til at hænge sammen ud fra Venstres landbrugspakke, selvom de har sagt, at de ikke kan, lyder kritikken fra Ida Auken.

Læs miljøministerens svar på kritikken her.