ID-kontrol: Danmark har bedt Tyskland forgæves om hjælp

Allerede inden jul sendte bad transportministeren om tysk hjælp til at klare transportøransvaret, men har endnu ikke fået svar.

Grænsekontrol ved grænsen i Padborg by. (Foto: © Palle Peter Skov, Scanpix)

Hvis Danmark ligesom Sverige skulle ønske at indføre id-kontrol ved den dansk-tyske grænse snart, kan det blive svært.

For Tyskland har endnu ikke svaret på den danske transportministers henvendelser til myndighederne om et eventuelt transportøransvar, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge avisen sendte Hans Christian Schmidt (V) allerede før jul henvendelser til tyske forbundsregering og delstatsregeringen i Slesvig-Holsten om eventuel hjælp til at kontrollere pas og andet gyldig id i busser og tog, inden de når den danske grænse.

Mandag klokken 12 trådte en midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse i kraft. Her får folk - udvalgt ved stikprøver - tjekket deres id, men det vil altså ikke ske systematisk i busser og tog, som det sker ved flere steder i Danmark, hvor DSB på grund af transportøransvaret tjekker id på de folk, der ønsker at rejse til Sverige.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde på pressemødet mandag klokken 12, at det vil få store konsekvenser, hvis der skulle oprettes et transportøransvar ved den dansk-tyske grænse - der ville i så tilfælde slet ikke komme nogen kollektiv trafik over grænsen, lød det.

Hos DSB's søsterselskab Deutsche Bahn oplyste man tidligere til DR Nyheder, at man slet ikke er gearet til en id-kontrol, da medarbejderne ikke kender alle former for id-dokumenter.