I sin dagbog indså Heunicke alvoren: 'Mogens J kan ryge på det her'

Ny afhøring af Magnus Heunicke kastede flere oplysninger af sig.

Sundhedsminister Magnus Heunicke ankom til genafhøring i Minkkommissionen (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Det var ét af de mest interessante øjeblikke i afhøringerne i Minkkommissionen, da sundhedsminister Magnus Heunicke i slutningen af november afleverede en stribe håndskrevne noter fra de allermest centrale møder i forløbet til kommissionen.

Der blev ikke taget referat fra disse møder. Derfor var noterne fra Heunicke med alle de forbehold, der skal tages, det tætteste man kommer på et referat.

I dag var sundhedsministeren så på plads igen i kommissionen, fordi afhøringen i november ikke blev færdiggjort.

Og igen var det noter fra Heunicke, der løb med opmærksomheden. Denne gang en dagbog, som Heunicke havde skrevet.

Under afhøringen kom det således frem, at Magnus Heunicke havde ført en elektronisk dagbog, der lå på hans computer. I den fremgik det tydeligt, hvor alvorligt sagen blev taget af Heunicke.

Den 11. november skrev han:

"Jeg tror, at Mogens J kan ryge på det her. Han havde ikke sin lov på plads. Jeg opdager det søndag, da jeg ser i medierne, at han ringer rundt for at få en hastebehandling."

Videre skrev han:

"I går fandt vi, at der stod i K-sagen i et bilag, jeg ikke nåede at læse tirsdag sent aften i sidste uge, da K-møder begyndte, og da nye versioner af sagen kom ind undervejs, at lovgrundlaget skulle undersøges mellem JM og FVM. Gudskelov ikke af SUM."

Kommissionsmedlem Ole Spiermann vil vide, hvad Heunicke mente med "gudskelov".

- Det giver jo nok sig selv. Men det er min personlige betragtning om det.

Samtidig slog Heunicke fast, da han blev spurgt ind til formuleringerne, at han stadig mente, at regeringen havde håndteret situationen rigtigt.

- Jeg mener, at vi gjorde det rigtige. Men det er jo åbenlyst, når vi sidder her, at der er sket nogle fejl. De fejl må vi så prøve at håndtere og lære af, så godt vi overhovedet kan, sagde Magnus Heunicke under dagens afhøring.

Dagbogen var dog ikke det eneste vidnesbyrd om, hvor alvorligt sagen blev taget af Magnus Heunicke.

Kan koste politiske liv

I en e-mail om den redegørelse, der skulle udarbejdes om sagen, understregede Magnus Heunicke, at den kunne få store politiske konsekvenser.

- Dette er ikke en almindelig sag. Det er en sag, der kan koste en eller flere ministre deres politiske liv, lyder det blandt andet i e-mailen fra Magnus Heunicke.

Han forklarede i kommissionen, at han ville have medarbejderne til at være grundige. Samtidig var han i tvivl, om han skulle godkende noget i forbindelse med redegørelsen.

- Det er ikke hverdagskost, det er derfor, jeg skriver, at det var vigtigt. Det er vigtigt, hvad der står i sådan en redegørelse, og vigtigt at det er korrekt. Det var ikke alle Sundhedsministeriets kommentarer, der kom med i den redegørelse, sagde Magnus Heunicke.

Sms fra Mette Frederiksen

I løbet af afhøringen blev der også fremlagt en sms fra statsminister Mette Frederiksen (S) til Magnus Heunicke og daværende fødevareminister Mogens Jensen. Den blev sendt 7. november om formiddagen og tegnede situationen op:

”Kære Magnus og Mogens Svære, svære dage. Vi bliver nødt til at se en pressebrief i dag med myndigheder og ministre på mink. Den megen støj risikerer at underminere indsatsen derude. Kh Mette”

Magnus Heunicke forklarede, at der på det tidspunkt var begyndt at komme kritisk lys på håndteringen af mink.

- Det var lørdag formiddag. Der var begyndt at komme politiske meldinger og medier, der var kritiske. Jeg tror, der var nogle af de højlydte politikere på højrefløjen, der mente, at det var 'overkill', det her, forklarede han.

Læste ikke bilag

Magnus Heunicke var den sidste toppolitiker, der skulle afgive sin forklaring. Og det var derfor sidste anledning til at spørge ind til to af sagens centrale dokumenter 'bilag 2' og '2a'.

På det møde i regeringens koordinationsudvalg 3. november, hvor det blev besluttet at aflive alle mink, var der et såkaldt cover til sagen. Heri blev sagen kort opridset, men der blev ikke omtalt, at der manglede hjemmel.

Men i netop de to bilag til sagen blev hjemmelsproblemer faktisk omtalt.

Magnus Heunicke afviste dog at have læst det - heller ikke umiddelbart efter mødet.

- Jeg var fuldt opmærksom på det arbejde, vi havde. Og vi havde masser af arbejde. Jeg fik opgaven at kontakte sundhedsordførerne i SF, Ø og Radikale. Jeg kontaktede to af dem allerede samme aften og den sidste næste morgen.

Afhøringerne fortsætter i morgen, hvor kommissionen tager hul på spørgsmålet om de såkaldte actioncards.