Dansk Folkepartis gruppeformand i Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, mødes i dag med Europa-Parlamentets administration.
Her vil Anders Vistisen indlede en dialog om, hvordan Dansk Folkeparti kan tilbagebetale al EU-støtte fra de sidste fire år - lige under en million kroner.
Mødet kommer efter den seneste uges debat om Dansk Folkepartis brug af de EU-tilskud, som det europæiske parti Meld og den tilhørende fond Feld har modtaget fra EU. Meld og Feld er tæt knyttet til Dansk Folkeparti.
Her har eksperter blandt andet peget på, at Dansk Folkepartis brug af EU-tilskud til afholdelse af sommergruppemøder to år i træk formentlig har været i strid med reglerne. Samtidig efterforsker EU's antisvindelenhed OLAF muligt misbrug af EU-midler i Meld og Feld.
Det er dog langt fra sikkert, at selve overførslen af de næsten en million kroner vil ske i dag på grund af Europa-Parlamentets interne procedurer.
Hvis Anders Vistisen fremlægger skriftlige dokumenter med forklaringer på brugen af EU-støttekronerne, vil Europa-Parlamentets administration tage kopier og oversende dokumentationen til antisvindelenheden.
Mødet finder sted sidst på eftermiddagen i Strasbourg.