Når justitsminister Peter Hummelgaard (S) tænker tilbage på sin barndom, er det med gode minder om mormor og morfar.
Gode minder, der står i en skærende kontrast til minderne om opvæksten med hans mor og far. En far, han stolt har fortalt om i interviews, men som han nærmest ikke har haft kontakt med, siden han var i starten af sine 20'ere.
I en ny bog med titlen 'Der er noget, vi skal tale om', der udkommer på tirsdag, står Peter Hummelgaard frem med sin egen fortælling om en voldelig opvækst med en voldelig far.
En opvækst, der har sat sine tydelig spor, og som er svær for ministeren at sætte ord på.
- For at være helt ærlig, selv når jeg sidder og snakker med dig, selvom jeg har skrevet, hvad jeg har, så har jeg ikke sådan en stor lyst til at dele ud af det.
- Når jeg alligevel gør det, så er det jo i håbet om, at det kan være med til at løfte det, der forhåbentlig bliver en bred og engageret samfundsdebat om problemer med vold mod børn i Danmark, når jeg deler lidt af min historie, siger han til 21 Søndag.
I lang tid har Peter Hummelgaard pakket sin fortid og sine følelser væk. "Gemt dem godt af vejen i et eller andet følelseskammer", som han beskriver det.
Men han har haft svært ved at undslippe sin egen historie, når han har snakket med børn, unge, voksne og indsatte i fængsler i sit job som justitsminister.
Når han har mødt andre personer, der har delt deres historie med en opvækst med vold, så har det skubbet til noget i ham. Måske det var noget, han selv burde tale om?
En grundfølelse af utryghed
Hummelgaard er vokset op på Amager i København - tæt på Københavns Lufthavn, hvor hans far arbejdede som bagageportør og hans mor har gjort rent.
Og hverken underboer, overboer eller naboer i opgangen har været i tvivl om, hvad der har foregået hjemme hos dem, fortæller han.
- Det var det, man diplomatisk sagt ville kalde et meget uroligt hjem.
I sin bog beskriver han nogle konkrete episoder fra sin barndom. Han husker en række episoder, hvor han selv er blevet kastet ind i væggen eller kastet ned i ting. Om der specifikt har været slag, spark eller skub, kan han dog ikke huske.
Hvad er det for nogle tanker og følelser, du husker, idet det du bliver rusket, slået og sparket?
- Jeg lærte mig selv at navigere i et miljø og et hjem, hvor man ikke vidste, hvornår tingene ville tænde af. At på en eller anden måde lære at leve med utrygheden og med frygten.
Han beskriver også, at han på et tidspunkt får et blåt mærke, som han i dagene efter gik og skjulte og betragtede, mens det forsvandt.
- Den grundfølelse, jeg husker allermest, er en følelse af at være utryg. Nogle gange også decideret bange. Aldrig helt vide, hvornår noget vil eksplodere, enten mellem mine forældre eller overfor mig for den sags skyld.
Alligevel har han aldrig set det som en bevidst ondskab.
Hevet i håret og trukket hen over gulvet
Det var ikke kun Peter Hummelgaard selv, der blev udsat for en voldelig far. Han kan også huske, hvordan hans mor blev hevet i håret og trukket hen over gulvet.
Da Peter Hummelgaard voksede op i 80’erne, var børn som ham ikke beskyttet af loven, som børn er i dag. Men der var andre til at skride ind. Også da hans mor blev hevet i håret og trukket hen over gulvet.
- Selvom jeg tror, at jeg ikke har været særlig gammel, kan jeg på en eller anden mærkelig måde stadigvæk se det for mig. Jeg kan tydeligt huske, at det bliver stoppet af min morfar, og det at blive hentet op i deres lejlighed.
Morfaren og mormoren boede i naboopgangen, og han har tit sovet på deres sofa. Den sofa har han fået hjem i sin egen stue, efter hans mormor døde.
- Jeg har aldrig set mig selv som et offer. Jeg betragter mig selv som både heldig og privilegeret i den forstand, at jeg havde folk omkring mig. Både dygtige lærere, pædagoger, ikke mindst også familien.
Han beskriver opvæksten hjemme hos sin mor og far som mørk og utryg. I kontrast beskriver han opvæksten hos mormor og morfar som meget varm, hjertelig og tryg.
Så heldige var andre børn i boligforeningen, der også voksede op i voldelige hjem, ikke, fortæller Hummelgaard. Nogle af dem har han kunnet se ende i bandemiljøet og begå nogle af de "værste forbrydelser, vi har i straffeloven".
En stolt arbejdersøn
Forholdet til faren og opvæksten vil måske komme bag på flere.
For læser man interviews med Peter Hummelgaard gennem tiden, så er man slet ikke tvivl om, at hans far arbejdede i lufthavnen.
Hvordan har det været for dig, at det har været så stor en del af din offentlige historie – den måde, som danskerne kender dig?
- Min historie har mange farver. Det er jo ikke sort-hvidt. Det er også derfor, jeg ikke bebrejder nogen.
Man kan også læse i mange interviews, at du er stolt af at være arbejdersøn.
- Jeg er helt bestemt stolt. Jeg er også stolt af, hvor jeg kommer fra. Det er jo en del af min historie, at min familie har arbejdet i lufthavnen, som jeg har gengivet mange gange.
Hummelgaards forældre blev skilt, da han selv var 12, og volden stoppede. Alligevel har han altså ikke haft forbindelse til sin far i mange år.
Ser du håb for relationen, eller ser du det som en opgivet forbindelse?
- Hvis du havde spurgt mig for 10-15 år siden, tror jeg, at jeg oftere gik med tanken, om jeg kunne eller burde have gjort mere. Om jeg huskede det hele lidt forkert. Kunne det nu passe?, siger han og nævner desuden, at han i dag ikke har noget behov for at have kontakt med sin far.
Hverken dengang eller i dag har han en forklaring på, hvorfor det skete. Det er noget, han selv har tænkt meget over.
- Har jeg også været for provokerende? Kunne min mor have gjort ting anderledes? Måske havde hun heller ikke nok styr på sit liv?
Et kontroltab
Arene fra fortiden er ikke helt forsvundet med tiden, selvom Peter Hummelgaard i dag er kommet langt væk fra sin fortid.
Han er blevet minister, er et hyppigt nævnt bud på en arvtager for partiformand og statsminister Mette Frederiksen, og han har selv stiftet familie med en kone og to børn, som han ikke kunne drømme om at krumme et hår på. En familie meget langt væk fra ministerens egen opvækst.
- Jeg lærte gennem min opvækst at have en grundfølelse af, at den gode følelse, den trygge følelse altid var midlertidigt. Det var altid kun til låns. Og det kan jeg også mærke nu.
- Jeg skal overbevise mig selv om, at det faktisk er rigtigt, at det er faktisk ægte, og at man godt kan hvile i det.
Hvordan reagerer du så, når du får de tanker?
- For det første så slår jeg mig selv hårdt i baghovdet og siger, at det hele nok skal gå. Det er den måde, jeg har lært mange ting på.
- Så hanker jeg op i mig selv og ser på det lidt udefra, mærker efter, og så krammer jeg dem alle sammen lidt ekstra hårdt.
Han er først nu begyndt at sætte både følelserne, tankerne og minderne "de rigtige steder", efter de har været parkeret så langt væk, som han overhovedet kunne.
Derfor har det heller ikke været uden omkostninger, at han nu står frem med sin historie.
- Hvad sidder folk derude ikke og tænker? Og så er det svært at lægge den følelse af selvpålagt tavshed, som jeg har indfundet mig rigtig godt med.
- Det er helt klart et kontroltab. Men det har jeg truffet en beslutning om, at det også er det, der skal til.
Hvis ministeren ikke selv havde delt ud af sin historie, så tror han ikke, at han kunne starte en samfundsdebat om vold mod børn i hjemmet. Den debat håber han at starte nu.
Hummelgaard har ikke selv fortalt sin far om, at bogen er på vej. DR har forsøgt at få en kommentar fra Peter Hummelgaards far, men det har ikke været muligt.
Overfor Berlingske fortæller Hummelgaards far, at beskrivelserne fra hjemmet virker overdramatiserede, og at han ikke kan huske de konkrete episoder.
Han anerkender dog, at han i flere tilfælde har udsat sønnen for vold, men han understreger, at det ikke har stået på konstant, skriver Berlingske.
Du kan se et tv-interview med Peter Hummelgaard i 21 Søndag nu på søndag.