Forsvarsminister Carl Holst (V) vil sende flere penge efter Forsvaret, men det skal samtidig effektiviseres.
Carl Holst understreger, at effektiviseringerne ikke skal ses som en spareøvelse.
- Forsvarets økonomi er fastlagt i forhold til den overordnede ramme i forsvarsforliget. Det er en besparelse på 15 procent, og der skal ikke effektiviseres yderligere. Hvis man kan gøre noget bedre et sted, så er det med henblik på at bruge pengene et andet sted i Forsvaret, siger han og fortsætter:
- Der skal ikke med det nuværende forsvarsforlig tages yderligere penge ud af Forsvaret.
Kritik af effektiviseringsplaner
Formanden for Hærens Konstabel og Korporalforening, HKKF, Flemming Vinther har kritiseret forsvarsministerens tanker om, at Forsvaret - ligesom sundhedsvæsenet - godt kan effektivisere, samtidig med at området tilføres flere penge.
Sundhedsvæsenet er i dag underlagt en målsætning om en årlig effektivisering på to procent.
Og det kan lade sig gøre på forsvarsområdet, mener forsvarsministeren:
- Det er vigtigt for mig at sige, at man godt kan se på, om der er områder, der kan gøres mere effektive samtidig med, at der skal tilføres flere ressourcer til Forsvaret, så vi kan udvide vores engagement, siger Carl Holst.
Fornuftige besparelser
Han henviser til, at Flemming Vinther selv anerkender, at der med sparekravene i det nuværende forsvarsforlig har vist sig områder, hvor det var fornuftigt at effektivisere.
- Flemming Vinther giver jo selv udtryk for det. Han siger selv, at der har været nogle besparelser, han synes var rigtige. Eksempelvis havde vi fem logistikstrenge i Forsvaret, og det ikke rimeligt, mener Flemming Vinther netop, siger Carl Holst.
I forhandlingerne med landets kommuner vakte det i juli opsigt, da regeringen fik gennemtrumfet, at kommunerne skal effektivisere for én procent om året. Penge, der i stedet kan gå til prioriterede indsatser.
Vil ikke diskutere detaljer
Skal der i næste forsvarsforlig indføres en politisk bestemt målsætning om en årlig effektivisering på én eller to procent i forvaret, som kan gå til andre prioriterede indsatser i Forsvaret?
- Her i august måned 2015 føler jeg mig ikke berettiget på nogen måde til at diskutere indhold, rammer og økonomi i et kommende forsvarsforlig ud over, at vi bliver nødt til at tage konsekvensen af vores egen tilslutning til Nato-målsætningen, siger Carl Holst.
Han henviser til, at Danmark skal bruge flere penge på Forsvaret, hvis man vil indfri Natos målsætning om, at to procent af medlemslandenes bruttonationalprodukt skal gå til forsvar.
/ritzau/