Fødevareminister Henrik Høegh er indblandet i endnu en reklamesag. Han måtte i starten af ugen se sig selv sat på plads af statsminister Lars Løkke Rasmussen, efter at Høegh havde optrådt i en reklameavis og tilmed forsvaret sin optræden.
Og nu er den så gal igen. For den nyslåede minister har tilsyneladende talent. Denne gang er det en reklame for Kwik Spar Errindlev Købmandshandel, der ved siden af ugens tilbud for Kondikarl rugbrød og oksefars reklamerer med, at kunderne på lørdag kan møde Henrik Høegh i butikken.
- Jeg skulle have holdt en tale om, hvordan lokale ildsjæle kan skabe liv på landet. Men i dag opdager vi ved en tilfældighed, at butikken - uden at spørge mig først - ved siden af ugens tilbud gør reklame for, at jeg kommer og indvier butikken. Det kan jeg ikke acceptere, og derfor har jeg meldt afbud, siger Henrik Høegh til Ritzau.
Erfaringer med reklamebranchen
Ministeren har i sin egenskab af minister for landsdistrikter sagt ja til at komme og indvie butikken, når den på lørdag bliver overtaget af lokale borgere. Det er 14 dage siden, han sagde ja til arrangementet - altså før balladen i starten af denne uge. Men belært af sine erfaringer med reklamebranchen har Henrik Høegh nu meldt afbud.
Men er du ligefrem forarget over, at Errindlev Købmandshandel har skrevet i deres tilbudsavis, at du kommer og indvier butikken?
- Jeg må sige at jeg er skuffet over det her, for jeg havde meget gerne optrådt som minister for landdistrikterne, forklarer Henrik Høegh og tilføjer:
- Men jeg kan ikke acceptere, at jeg skal stå som blikfang ved siden af ugens tilbud.