Hjort om Nato-ønsker: Oprustning er nødvendigt for fred

Forsvarsminister Hjort ser positivt på ønskeliste fra Nato. Fred i Europa er ikke en given ting, mener han.

- Vores udgangspunkt er, at freden i Europa ikke er en given ting. Derfor vil vi give forsvaret et substantielt løft, siger forsvarsministeren. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) står over for en stor ønskeliste fra Nato. Kampfly, artilleri, droner og luftoptankning står på sedlen fra Nato- generalsekretær Jens Stoltenberg.

Hjort ser positivt på listen, selv om han understreger, at det er for tidligt at melde konkret ud om, hvad Danmark skal købe af militært isenkram:

- Det er en klassificeret liste, så det er ikke noget, vi står og underholder med her, siger Claus Hjort Frederiksen og tilføjer:

- Vores udgangspunkt er, at freden i Europa ikke er en given ting. Derfor vil vi give forsvaret et substantielt løft.

- Der er det meget relevant at høre, hvad Nato gerne ser, at Danmark bidrager med til det fælles forsvar, siger Claus Hjort Frederiksen.

Til efteråret går forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig i gang. På forhånd har både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet åbnet for flere penge til forsvaret.

Socialdemokratiet vil dog gerne have en gennemgang af behovet, før man bevilger flere penge.

/ritzau/