En oprydning, som kan tage op til fem år.
Og en potentiel regning på to milliarder kroner.
En rapport fra rådgivningsvirksomheden Cowi optegner enorme konsekvenser om det jordskred med forurenet jord, der lige nu finder sted ved virksomheden Nordic Waste i Randers.
- Rapporten viser, hvor stor en opgave, vi står overfor. Den viser også meget godt, at det her er hinsides noget, vi har prøvet før i Danmark, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).
Tre millioner kubikmeter jord kan være i bevægelse ved jordskredet, står der i rapporten. Hvis al jorden skal fjernes fra stedet, vil det i følge rapporten koste 2,2 milliarder kroner. Selvom borgmesteren afviser, at det bliver så dyrt, er der til gengæld mere sikkert, at oprydningsarbejdet kommer til at tage tid. Her lyder vurderingen på et til to år, men bliver sommeren 2024 lige så regnfuld som i 2023, kan arbejdet i stedet tage helt op til fem år, står der i rapporten.
- Den her rapport viser, hvor store kræfter det er, vi forsøger at håndtere. Der bliver arbejdet i døgndrift. Rapporten viser også at, at det ikke stopper lige med samme og heller ikke af sig selv. Derfor skal indsatsen fortsætte, siger Magnus Heunicke.
Lige nu er det Randers Kommune, der står for arbejdet ved jordskredet, men nu blander staten.
Skal stille garanti på 205 mio. kr.
Nordic Waste fik i dag to påbud fra Miljøstyrelsen. Det ene handler om at lave nødvendige foranstaltninger for at afværge den overhængende fare for skade på vandmiljøet i Alling Å. Det andet handler om at stille en økonomisk garanti for arbejdet med at fjerne jord og hindre det forurenede jord i at løbe ud i Alling Å.
Virksomheden, der har Danmarks sjetterigeste mand, Torben Østergaard-Nielsen, som hovedaktionær, skal stille en garanti på 205 millioner kroner.
Samtidig er Folketingets Finansudvalg i dag blevet bedt om at sige god en garanti på et tilsvarende beløb.
Magnus Heunicke vil ikke kommentere beløbet fra Finansudvalget. Det er fortroligt, siger han. DR er dog i besiddelse af dokumentet, hvor det fremgår.
- Men jeg kan sige, det er korrekt, vi har anmeldt, at der er påbud på vej, som er sendt i en kort høring. Når sådan nogle påbud træder i kraft, er det staten, der overtager opgaven med at dække udgifter fra Randers Kommune, indtil regningen ender hos forureneren, altså virksomheden.
- Vi er nødt til det, når staten overtager opgaven. Det er en bunden opgave, at arbejdet fortsætter i døgndrift. Hvis maskinerne stopper, risikerer vi, at det løber ud af kontrol. Men det er et lovsat princip, at forureneren skal betale.
Kan du garantere, at regningen for oprydningen ikke ender hos skatteyderne.
- Vi vil gøre alt, både fra statens side, men også fra Randers Kommunes side, for, at lovens ord om, at forureneren betaler, også kommer til at ske fyldest her. De to påbud er netop forudsætningen for, at vi kan følge det spor og følge det helt til dørs.
Hvorfor kan du ikke garantere skatteyderne, at regningen ikke ender hos dem?
- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, og jeg vil bruge lovgivningen alt, hvad jeg overhovedet kan.
Jeg spørger, om du kan garantere, at skatteyderne ikke kommer af med nogle penge?
- Både moralsk og i vores lov står det meget klart, at forureneren betaler. Det er præcist den lov, vi har brugt til at komme med et påbud om at stille en garanti for det arbejde, der bliver udført.
Hvis Nordic Waste ikke vil betale. Hvem skal så betale regningen?
- Jeg kan sige, at vi er bistået af Kammeradvokaten, og der er ingen slinger i valsen. Regningen ligger der, hvor den skal, nemlig hos forureneren eller hos virksomhedens forsikringsselskab, siger Magnus Heunicke.