Her er Venstres finanslovsudspil

En markant satsning på sundhed og især kræftbehandlingen er klar fra Venstre, der mandag præsenterer sit finanslovudspil med titlen ’Et sundt Danmark’.

(Foto: © Ole Mortensen, Scanpix)

Mandag eftermiddag præsenterer Venstre sit forslag til næste års finanslov, og forslaget vil indeholde en markant satsning på sundhed og især kræftbehandling.

Hovedsatsningen bliver en milliard kroner ekstra til sundhedsvæsnet i 2015, hvoraf 380 millioner kroner går direkte til en såkaldt Kræftpakke 4. Det skriver Politiken.

Beløbene er det dobbelte af regeringens satsning på sundhedsvæsenet næste år.

Desuden lægger Venstre i sit udspil til finansloven op til en delvis privatisering af Danske Spil, hvilket støttes af de øvrige partier i blå blok.