Når Jyllands-Posten i dagens avis har fravalgt at genoptrykke ugebladet Charlie Hebdos satiretegninger er det et knæfald for ekstremisterne.
Sådan lyder det fra flere markante stemmer i debatten om ytringsfrihed.
- Man forstår godt frygten i Jyllands-posten. Det er jo omdannet til Fort Knox. Men når det så er sagt, er det stadig et knæfald, at de ikke bringer dem. Der er kun én metode at bekæmpe det, og det er ved ikke at bøje nakken, siger Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard.
Jyllands-Postens chefredaktør, Jørn Mikkelsen, forklarer avisens valg med, at "sandheden er, at det for os ville være helt uansvarligt at trykke gamle eller nye profettegninger lige nu. Det vil mange ikke gerne indrømme. Det gør jeg, om end meget modstræbende".
- Jyllands-Posten har et ansvar for sig selv og sine medarbejdere, men også et videre ansvar – desværre. Ytringsfriheden er truet som aldrig før. Det pres mærker alle, særligt vi på JP, siger Jørn Mikkelsen.
- Volden har vundet
Det er på sin vis forståeligt, men det ændrer ikke ved, at det samtidig er sørgeligt, lyder det fra Trykkefrihedsselskabets formand, Katrine Winkel Holm.
- Det viser, at volden har vundet. Jyllands-Posten var alene på fronten i 2005 og 2006, og genoptrykte Muhammed-tegningerne i 2008, og nu er de kuet. På en måde kan man jo godt forstå det, men samtidig er det helt forfærdeligt, siger hun.
Katrine Winkel Holm er ganske overbevist om, at Jyllands-Posten ikke én gang for alle er kommet på dødslisten.
- Spørgsmålet er, om man kan redde sit skind med det her. Jeg hælder til, at man lige så godt kan tone rent ytringsfrihedsflag. Jeg ville ønske, man kunne gøre det, for det her er sørgeligt og meget trist, siger hun.
Pind: JP har ofret alt rigeligt
Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, er mere forstående over for Jyllands-Posten beslutning end Pia Kjærsgaard og Katrine Winkel Holm.
- Jeg vil ikke sige dårlige ting om Jyllands-Posten. De skal ikke gå i forreste linje mere - de har ofret rigeligt på det alter. De er da blevet bange inde på Jyllands-Posten, og det kan godt forstå, siger han.
Synes du, det er en fejl, at Jyllands-Posten ikke vil bringe tegningerne fra Charlie Hebdo?
- Det, synes jeg, er op til hver enkelt medie at gøre op med sig selv, siger Søren Pind.
Han understreger samtidig, vi nu kan se, at Jyllands-Posten havde en pointe med det, da de trykte Muhammed-tegningerne.
Politiken, der holder til på Rådhuspladsen sammen med Jyllands-Posten, har valgt at vise eksempler på Charlie Hebdos satiretegninger i dagens avis. Også Berlingske og en række andre danske aviser har truffet den beslutning.