Liberal Alliance har valgt at lade deres folketingsmedlemmer vælge frit, om de vil stemme for eller imod regeringens lovforslag om et maskeringsforbud, også kendt som burkaforbuddet.
Og hovedparten af LA-medlemmerne melder klart ud: De har tænkt sig at stemme nej.
Det viser en rundringning, som DR har foretaget.
Partiets ministre, der også er medlemmer af Folketinget, stemmer alle ja. Det oplyste politisk ordfører Christina Egelund tidligere i dag til DR.
Det vil sige, at Anders Samuelsen, Simon Emil Ammitzbøl-Bille, Ole Birk Olesen, Merete Riisager og Mette Bock alle er forpligtet til at stemme for forslaget. Thyra Frank er også minister, men hun er ikke medlem af Folketinget og kan derfor ikke stemme.
Salafistiske klædedragter
Folketingsmedlem for LA Henrik Dahl har ligesom ministrene også tænkt sig at stemme for lovforslaget:
- Burka og niqab er ikke islamiske klædedragter, det er først og fremmest salafistiske klædedragter. Og salafisme er et meget, meget alvorligt problem.
- Det er ideologien i Islamisk Stat, al-Qaeda og Taliban, som vi har været i krig med, og det skal vi selvfølgelig også bekæmpe her i Danmark, siger han.
Hvordan har du det så med, at der er nogle af jeres folketingsmedlemmer, der stemmer imod forslaget?
- Det har jeg det rigtigt godt med, for det viser, at vi er et parti med højt til loftet og langt til døren.
Absurd at staten skal blande sig
Laura Lindahl er integrationsordfører hos LA, og hun er et af de medlemmer, der stemmer nej til forslaget:
- Det gør jeg, fordi jeg synes, at det er absurd, at staten skal blande sig i, om man tager et klæde på hovedet eller ej. Jeg tror heller ikke på, at man hjælper de kvinder, som man gerne vil hjælpe med det her forbud.
- Hvis man reelt vil social kontrol og religiøs undertrykkelse til livs, så er det nogle helt andre værktøjer, som man skal have gang i, end at give de kvinder, som ifører sig en burka, en bøde. Jeg tror, at man skal ind i ghettoerne og arbejde med det på en helt anden måde end bare at nedsætte et forbud.
Forventer du, at lovforslaget bliver stemt igennem, selvom I er nogle LA-medlemmer, der stemmer imod?
- Der er i hvert fald ikke flertal for det i blå blok. Men jeg har tidligere hørt Socialdemokratiet udtale sig positivt omkring det. Så mon ikke de støtter forslaget, og at der så bliver indført et burka-forbud i Danmark. Det tror jeg, forudser Laura Lindahl.
Selv bestemme hvordan man går klædt
May-Britt Kattrup er et andet af LA-medlemmerne i folketingsgruppen, som stemmer imod:
- Jeg mener, at man selv må bestemme, hvordan man går klædt. Det skal vi ikke bestemme på Christiansborg, siger hun.
- Men jeg mener, at man stadig skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og der er nogle situationer, hvor man skal identificere sig, og det skal man selvfølgelig leve op til.
Carsten Bach stemmer også imod:
- Der er både for og imod i den sag, og det er noget, som jeg har overvejet en del. I sidste ende er jeg nået frem til, at jeg vil stemme imod et tildækningsforbud. Først og fremmest er forbud ikke en liberal sag, og så er der nogle uheldige bivirkninger af at fremsætte sådan et forslag, og det vil man også kunne se af udformningen af forslaget, at det er svært at lave et rent snit, der rammer det man ønsker med sådan et forslag.
Joachim B. Olsen har på Facebook erklæret, at han stemmer nej, og det samme har Christina Egelund.
Villum Christensen og Leif Mikkelsen har overfor DR erklæret, at de også stemmer nej til lovforslaget.
Medmindre at nogle af partierne udover regeringen og Dansk Folkeparti vælger at stemme ja, så er ikke flertal for forslaget om at forbyde burka, niqab, huer, hætter, tørklæder og kunstigt skæg.
Der er ikke blevet sat dato på afstemningen om maskeringsforbuddet endnu.