Halv milliard ekstra til ældreområdet

Ældreområdet får en halv milliard ekstra, og børneområdet får 200 millioner mere. Det er nogle af resultaterne af den budgetaftale, som regeringen og kommunerne indgik lørdag.

Kommunerne får en halv milliard ekstra til ældreområdet. Det er et af resultaterne af budgetaftalen, som kommunerne og regeringen har indgået. (Foto: © Brian Bergmann, Scanpix)

Ældreområdet får en halv milliard ekstra, og børneområdet får 200 millioner mere. Det er nogle af resultaterne af den budgetaftale, som regeringen og kommunerne indgik lørdag.

Det oplyser TV AVISEN, som dermed løfter lidt af sløret for aftalen, der først offentliggøres mandag. Aftalen beskriver de økonomiske rammer for kommunernes service over for børn, unge og ældre til næste år.

Aftalen vil også give kommunerne bedre lånemuligheder. I den forbindelse er der blandt andet afsat 800 millioner kroner, som er øremærket til skoleområdet.

TV AVISENs oplysninger stammer fra et af de endelige udkast til aftalen, men da den først præsenteres endeligt for kommunernes bestyrelse i morgen, kan der i sidste ende blive ændret på tallene.