De praktiserende læger kan se frem til flere penge, men også en større arbejdsbyrde med regeringens nye sundshedsudspil "Jo før, jo bedre".
Regeringen vil nemlig afsætte 800 millioner kroner til at bygge nye lægehuse, modernisere gamle lægehuse og sikre en bedre adgang til en praktiserende læge i yderområderne i Danmark.
Men lægerne skal også forvente at skulle behandle flere patienter, siger sundhedsminister Nick Hækkerup (S).
- I fremtidens sundhedsvæsen skal flere behandles udenfor sygehusene. Derfor giver det god mening, at regeringen vil investere 800 millioner i at opgradere og bygge lægehuse.
Øget åbningstid i praksis
Sundhedsministeren vil sikre, at de praktiserende læger bliver mere tilgængelige. Der skal blandt andet være muligt at kunne gå til lægen udenfor almindelig arbejdstid.
- Vi vil sikre en almen praksis, der har åbent, når patienterne har brug for det. Og hvor der er lige gode muligheder for behandling uanset, hvor i Danmark man bor, siger Nick Hækkerup.
De vil ikke kunne komme med konkrete løfter for hvilke læger, der har åbent hvornår. Håber er, at man ved at oprette store lægehuse vil kunne opnå en større åbningstid.
- Det er en meget ambitiøs strategi, der skal gøre det bedre for patienter og pårørende. De praktiserende læger er og skal være en krumtap i det danske sundhedssytem, siger sundhedsministeren, der også understregede, at patienter heller ikke i fremtiden skal have penge op af lommen for at komme på hospitalet.
Ikke en besparelse, men en investering
Det er dyrt at behandle folk på sygehusene, og man kunne overveje, at regeringens plan om at få flere patienter behandlet hos de praktiserende læger, er en måde at spare penge på statsbudgettet, men det kunne statsministeren klart afvise.
- Det her er ikke en spareplan, det er en investering, siger Helle Thorning Schmidt (S).
Regeringens udspil indeholder udover penge til de praktiserende læger også 1,5 milliarder kroner til bedre behandling af kroniske sygdomme som for eksempel diabetes, KOL og gigt. Netop på området med de kroniske sygdomme er samarbejdet med de praktiserende læger afgørende, fastslår Nick Hækkerup (S).
- Det er afgørende for patienterne, at sygdommen bliver opdaget tidligere. Her kan de praktiserende læger virkelig gøre en forskel.