Gruppeformand med 'tungt hjerte' angriber Vermund: 'Mellemøstligt at beskytte sine egne'

Venstre er delt i to på spørgsmålet om rigsret. Venstres gruppeformand mener dog, en rigsret er uundgåelig.

Følelserne sidder uden på jakkesættene i folketingssalen i dag.

Folketingets partier førstebehandler og diskuterer den tiltale mod Inger Støjberg (V), som ventes vedtaget ved en andenbehandling på tirsdag.

Mens et flertal bestående af rød blok, Alternativet, Liberal Alliance, Venstre og Konservative stemmer for at rejse sagen mod den tidligere udlændingeminister, så er partierne Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og ni medlemmer af Venstres folketingsgruppe imod.

Nye Borgerliges formand Pernille Vermund går derfor skarpt til Venstres gruppeformand Karsten Lauritzen, da han på talerstolen forsvarer partiets beslutning om at stemme for at nedsætte Rigsretten mod partifællen Støjberg.

- I min verden har man tillid til sine egne, og det her er for mig at se en gigantisk mistillidserklæring, siger Pernille Vermund.

Men Karsten Lauritzen angriber omvendt Vermund for at holde hånden over Inger Støjberg.

- Det er udtryk for en mellemøstlig retsopfattelse at sige, at fordi det er en fra familien, der mistænkes, skal vi ikke undersøge det, svarer gruppeformanden retur.

Socialdemokratisk tale får Vermund op at stolen

Det er Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, der har siddet for bordenden og ledet forhandlingerne om en mulig rigsretssag.

Den er nu er mundet ud i en tiltale mod Støjberg. Han siger på talerstolen, at regeringspartiet er enig i, at parrene skulle adskilles. Det skulle bare ske lovligt.

- Det er ikke et spørgsmål om at være for eller imod barnebrude. Vi er imod som andre partier i Folketinget. Selv om vi politisk var enige i, at parrene skulle adskilles, burde Støjberg have søgt muligheden for at gøre det inden for lovens rammer, siger Jeppe Bruus.

Det svar får Nye Borgerliges formand Pernille Vermund til at angribe den socialdemokratiske ordfører. Hun vil gerne vide, hvordan Jeppe Bruus har det med at stille Støjberg for en rigsret, når han nu ellers er enig i, at Støjbergs handling var "politisk rigtig".

- Helt ærligt, hvordan føles det?, spørger hun.

- Det her er ikke et spørgsmål om følelser. Det er et spørgsmål om jura, svarer Jeppe Bruus.

- Med den holdning, så håber jeg ikke nogensinde, at ordføreren eller andre fra ordførerens parti kommer i en situation, hvor andre menneskers liv eller helbred er på spil, svarer Pernille Vermund med tydeligt dirrende stemme.

Du kan se situationen i klippet herunder. Artiklen fortsætter efter videoen.

Radikale: Sagen handler kun om én ting

Radikale er et af de partier, der har presset på for at få Inger Støjberg stillet for en dommer og gjort ansvarlig for sit ansvar i sagen. Her konstaterer retsordfører Kristian Hegaard, at sagen ikke handler om, hvorvidt man går ind for barnebrude.

- Den her sag handler kun om én ting: Den handler om, hvorvidt ministre er hævet over loven.

Kort fortalt handler sagen om, at Inger Støjberg i sin tid som udlændingeminister tilbage i 2016 pressede på for at få adskilt alle unge asylpar, hvoraf mindst den ene var under 18 år. Presset betød, at der blev udsendt en ulovlig instruks, der uden undtagelse dikterede, at parrene skulle adskilles. Det var ulovligt, fordi parrene ifølge gældende lovgivning har krav på en individuel sagsbehandling.

Folketinget ventes at stemme for en rigsretssag mod den tidligere minister på tirsdag.

Hvis du vil klædes endnu mere på til at forstå, hvad sagen handler om, så har vi lavet to videoer, der forklarer sagen. Dem får du herunder.

I den første forklarer vi, hvad instruksen tilbage i 2016 handlede om. Den video er lige herunder.

I denne video forklarer vi, hvad en rigsretssag er.