Får regeringen flertal til sit forslag om en flad registreringsafgift på 100 procent på nye biler, får bilforhandlerne travlt med at skrive nye prisskilte.
Hvor meget prisen skal nedskrives med, afhænger dog meget af, hvor dyr bilen er i dag. Særligt de dyreste biler kan se frem til en kraftig afgiftsreduktion.
Købere af den lille bil VW Up, der er den mest solgte i mikrobilsklassen, kan se frem til en nettobesparelse på 3.000 kroner som følger af regeringens forslag.
Læs også
Sådan vil regeringen ændre på skatten
For den populære Nissan Qashqai, der er den mest solgte i SUV-segmentet, lyder den tilsvarende besparelse på 16.000 kroner.
En VW Golf står til at få høvlet 20.000 kroner af salgsprisen.
Blandt de store biler er besparelserne større. For VW Passat, der er den mest solgte i sin klasse, lyder besparelsen på hele 55.000 kroner.
Den helt store besparelse ligger på luksusbilerne til en pris på over en million kroner. Her kan en bil som Mercedes S350, der i dag koster knap 1,7 millioner kroner i fremtiden sælges for knap 1,4 millioner kroner. En konkret besparelse på 294.094 kroner.
Bilejere hilser udspil velkommen
Trods besparelserne tegner der sig umiddelbart ikke et flertal for regeringens udspil. Således mener et politisk flertal, at afgiften i stedet skal omlægges, så den tilgodeser de mest miljørigtige biler og sikkerhedsudstyr.
Forhandlingerne om en ny registreringsafgift kommer formentlig til at foregå i et lyntempo. Regeringen har således lagt op til, at der skal være forhandlinger allerede i aften.
Det skyldes, at medieomtalen af regeringens udspil til en lavere registreringsafgift har lagt en naturlig dæmper på danskernes lyst til at købe ny bil, når der er udsigt til en besparelse ved at vente. Branchen melder således om, at bilsalget er gået mere eller mindre i stå den seneste uge.
Læs også
Flertal hugger bremsen i og skrotter regeringens udspil til billigere biler
Hos bilejernes organisation, FDM, hilser man regeringens udspil velkommen med rosende ord. Afdelingschef Torben Lund Kudsk havde dog gerne set, at regeringen med udspillet havde omlagt systemet, så de miljørigtige biler blev billigere.
- FDM hilser det velkommen, at man tager et først skridt i at sætte afgifterne ned. Vi synes, afgifterne er for høje, men vi så også meget gerne, at man kombinerede det med en omlægning, så man går bort fra det eksisterende afgiftssystem, hvor man beskatter ud fra værdien af bilen og i stedet laver et afgiftssystem, hvor man kigger på bilens miljø- og sikkerhedsegenskaber.
Håber på kompromis med DF
FDM vil ikke lægge sig fast på, om det er regeringens forslag om en flad registreringsafgift på 100 procent eller det politiske flertals ønske om en provenu-neutral omlægning, der gavner miljørigtige biler, der er den mest fordelagtige. Torben Lund Kudsk håber, at man kan få det hele.
- Vi noterer os jo også, at DF har fokus på de her tekniske egenskaber, så vi håber, der kan findes et kompromis.
FDM mener dog ikke, at det kan lade sig gøre at lave et provenu-neutralt afgiftssystem på bilsalget. Det vil simpelthen ikke gøre de miljørigtige biler billige nok, siger Torben Lund Kudsk.
Mens bilejerne overvejende er positive overfor regeringens udspil, så er der anderledes negative toner hos miljøorganisationen Greenpeace, hvor Mads Flarup Christensen er generalsekretær.
- Regeringen bekender kulsort kulør, og det er faktisk helt surrealistisk, at man i en tidligere grøn førernation som Danmark nu vil gøre de tunge, mest forurenende biler endnu mere attraktive, mens store europæiske lande omkring os for tiden taler om udløbsdatoer på benzin- og dieselbiler.