GRAFIK Alt hvad du vil vide om Marienborg - Løkkes regeringsbastion

Hvilken statsminister har boet længst på Marienborg? Og hvor stor er statsministerens embedsbolig egentlig? Få svarene her.

Viggo Kampmann var den første statsminister, der kunne rykke ind i den nyrenoverede embedsbolig Marienborg nord for København.

Men hans ophold blev meget kort. For allerede efter at have været en dag på Nybrovej 410 fik han et hjerteanfald og blev indlagt og vendte derefter ikke tilbage.

Hvornår blev Marienborg embedsbolig?

Bygningen, der er fra 1745, blev skænket til regeringen af overretssagfører og den berømte kunstsamler C.L. David ved hans død i 1960. I hans testamente skrev han, at det altid havde undret ham, " at der ikke fra det offentlige var stillet en sommerbolig til rådighed for landets skiftende statsministre, på hvis arbejdskraft, der trækkes så store veksler".

Hvorfor hedder det Marienborg?

I 1795 købte kammerherre Johan Frederik Lindencrone stedet og døbte det Marienborg efter sin kone Bolette Marie. Til at begynde med kaldte han det Mariehoy, men det blev hurtigt ændret til Marienborg. Navnet har siden hængt ved.

Hvad betaler statsminister for at bo der?

Indtil sidste år har statsministrene skulle betale skat for at bruge Marienborg privat. Men det fik Lars Løkke Rasmussen ændret sidste år, da Folketinget vedtog, at den siddende statsminister kan overnatte uden at blive trukket ekstra i skat.

I lovforslaget var det lidt usædvanligt skrevet ind, at loven skulle gælde allerede fra fremsættelsesdatoen og ikke som normalt, hvor en lov gælder fra den dag, den bliver vedtaget af et flertal i Folketinget.

Hvis statsministeren vælger at bo permanent på Marienborg, skal der dog stadig betales skat af boligen.

Hvorfor bliver nytårstalen holdt på Marienborg?

Den første gang nytårstalen blev holdt på Marienborg var i 1981. Den daværende statsminister Anker Jørgensen valgte at holde talen her, da Statsministeriet var under flytning.

Siden 1986 har det været fast tradition, at talen blev holdt på Marienborg.

Hvilke prominente gæster har været på besøg?

Israels stifter, Ben Gurion, var den første officielle gæst på Marienborg i 1962, hvor han boede der med sin kone Paula og et større følge. Efterfølgende var man dog enig om, at Marienborg var for lille til at være officiel gæstebolig.

Siden har den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjovs lagt vejen forbi og i nyere tid har Dalai Lama, Kofi Annan og George W. Bush blandt andre været på besøg.

Er Marienborg åben for offentligheden?

Som almindelig dødelig har man kun mulighed for at komme ind på Marienborg ved særlige lejligheder. I 2010 og 2011 begyndte Lars Løkke Rasmussen at åbne op for Marienborgs have til sankthans. Helle Thorning-Schmidt videreførte traditionen i 2013.

Hvem har boet mest på Marienborg?

Der findes ingen præcis optegnelse over, hvilke statsministre, der har brugt Marienborg mest. Men ifølge Kenneth Bo Jørgensen, der er forfatter til bogen Marienborg, er det højst sandsynligt Poul Nyrup Rasmussen, da han er den eneste minister, der har brugt boligen hele året.

Også Poul Schlüter boede fast på Marienborg, men kun i sommerperioderne.

Den socialdemokratiske minister Jens Otto Kragh brugte også Marienborg som fast bolig i sin anden ministerperiode fra 1971-1971, selv om han i starten ikke var meget for det, da han frygtede, at det ville bidrage til det overklasseimage, der hang ved ham. Derfor blev det også udenrigsminister Per Hækkerup, der i første omgang flyttede ind på adressen.

De seneste statsministre Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen har ikke boet fast på Marienborg.