Aalborg Kommune er blevet fri for ghettoer.
Det står klart efter torsdagens offentliggørelse af årets ghettoliste. Den viser nemlig, at Aalborg for første gang siden 2011 ikke er repræsenteret på listen.
Og det er vigtigt for kommunen, fortæller borgmester Thomas Kastrup-Larsen (A).
- Det er rigtig positivt, at Aalborg ikke længere har områder, der er på ghettolisten. Vi kan se, at de investeringer og indsatser, vi har sat i gang, har haft en helt klar effekt.
- Vi slipper fri af en stigmatisering og stempling af nogle af de boligområder, vi har, siger han.
Transport-, Bygnings- og Boligministeriets liste viser, at Aalborgs boligområder Sebbersundvej og Løvvangen ikke længere er på listen.
Sebbersundvej var på den første liste i 2010, hvor VK-regeringen og Dansk Folkeparti oprettede den, og kom på igen i oktober 2011. Løvvangen kom på i 2015.
Thomas Kastrup-Larsen er langt fra tilhænger af ghettolisten. Han ser den som et politisk værktøj, der hænger områder og folk ud.
Borgmesteren er dog stærkt tilfreds med, at kommunens arbejde har ført til, at boligområderne nu er taget af listen.
- Det er et langt sejt træk at få ændret tilstanden i de her boligområder. Det er noget, vi har arbejdet på i flere år, lyder det fra Kastrup-Larsen.
- Sammen med boligselskaberne har vi fået renoveret boligerne, og så har vi investeret rigtig meget i nye institutioner. Vi har også fået nye private boliger mellem de almene. Det er også med til at flytte udviklingen positivt.
/ritzau/