Det er ikke alle, der er lige begejstrede for regeringens skatteplan, der blev præsenteret tidligere på ugen.
I Gentofte ryster borgmester Michael Fenger (K) på hovedet af regeringens forslag om en top-topskat.
- Jeg synes, det er uretfærdigt, fordi man går heftigt efter en enkelt gruppe af borgere, siger Michael Fenger.
Top-topskatten er en ekstra skat, regeringen vil pålægge de omkring 8.000 rigeste danskere, der tjener mere end 2,5 millioner kroner om året. Skatten på indtægter over 2,5 millioner bliver hævet med fem procentpoint.
Den nye skat betyder, at borgerne i Gentofte Kommune gennemsnitligt er dem, der får allermindst ud af regeringens skatteplan i kroner og ører.
- Jeg synes, den er lidt underligt, det vil jeg gerne sige. Der skal jo være incitament til, at alle arbejder – også direktører og iværksættere. Det er underligt, at man tager en gruppe ud, der ikke skal have et incitament til at arbejde yderligere, siger Michael Fenger.
Stor forskel på kommuner
Regeringens skatteplan blev præsenteret i sidste uge og giver ifølge regeringen skattelettelser til 3,3 millioner danskere.
Men der er store geografiske forskelle på, hvordan de skattelettelser fordeler sig i landet. Det viser ny beregning fra den borgerlig-liberale tænketank Cepos.
Mens borgere i nordsjællandske kommuner som Allerød, Egedal og Furesø gennemsnitligt kan se frem til mellem 2.800 kroner og 3.100 kroner i skattelettelser årligt, ser det anderledes ud i yderkommunerne.
På Langeland, Ærø og Læsø giver regeringens planer en gennemsnitlig skattelettelse pr. voksen indbygger på 1200 kroner om året.
Men den kommune, der skraber bunden i tabellen, er Gentofte. Her får borgerne gennemsnitligt kun 700 kroner ud af regeringens skatteplan.
Og det er top-topskatten, der gør Gentoftes borgere til de store skattelettelses-tabere, forklarer cheføkonom i Cepos, Jørgen Sloth.
- Det er ret bemærkelsesværdigt, at Gentofte faktisk er den kommune, hvor skattelettelsen er lavest. Men det skyldes denne her top-topskat, som rammer uforholdsmæssigt hårdt i Gentofte, fordi der er relativt stor andel borgere i Gentofte, der er toptopskatteydere, siger Jørgen Sloth.
På kortet kan du se, hvor store skattelettelserne borgerne i gennemsnit får i de forskellige kommuner. Artiklen fortsætter under grafen.
Borgmester: Underligt signal
På borgmesterkontoret i Gentofte mener Michael Fenger, at regeringens skatteplan er skruet helt forkert sammen.
Udover top-topskatten, hæver regeringen beskæftigelsesfradraget og indfører en ny mellemskat, der betyder, at færre danskere skal betale topskat fremover.
Regeringen siger selv, at de med reformen, påskønner og anerkende de danskere, der går på arbejde.
Men man påskønner ikke de rigeste med en toptopskat, mener Michael Fenger.
- Jeg forstår bare ikke, at man skal vælge en gruppe ud, der så skal straffes, siger han.
Men tror du, at dine borgere kommer til at mærke, at de mangler de ekstra penge i skattelettelse om måneden?
- Nej, men altså, de får jo færre penge. Under alle omstændigheder, skal de betale flere penge i skat, det tænker jeg ikke nogen bliver mere motiveret af. Jeg ville i hvert fald ikke blive det. Nu tjener jeg desværre ikke så mange penge, men jeg tænker heller ikke, du vil blive det.
Men er vi ikke oppe i så høje summer, at den gruppe har råd til at betale lidt ekstra i skat?
- Jo, det er der sikkert også andre grupper, der kunne. Men jeg taler om, hvad det er for et signal, det sender. Og jeg synes, det er underligt, fordi arbejdsindkomst er helt central for vores samfund.
Så hvad betyder det konkret for borgerne i din kommune at få mindre i skattelettelser?
-Det har da en effekt. Hvor stor den er at svær at sige, men alle analyser har jo vist, at det har en negativ effekt, når man sætter skatten op, siger Michael Fenger.
Minister: Handler ikke om at genere Gentofte
Skatteminister Jeppe Bruus fra Socialdemokratiet afviser, at regeringens skatteplan er skæv.
- Det er en samlet reform, der faktisk er i balance. Den er en meget lille påvirkning af gini-koefficienten – og på den måde er det den mest socialt balancerede og retfærdige reform, vi har gennemført i de seneste 20 år, siger Jeppe Bruus.
Han mener, at top-topskatten er et vigtigt element for at sikre den balance.
- Dem, der ligger i bunden er jo Gentofte, og det er jo der, man kan se, at top-topskatten er med til at sikre den balance, der er i reformen.
Gentofte plejer jo at ligge i toppen, når der bliver givet skattelettelser. Hvordan er det som skatteminister at lave en reform, hvor Gentofte får de mindste skattelettelser?
- Det handler ikke om at generere de borgere, der bor i Gentofte. Det handler om at skabe social balance i den reform, der er, siger Jeppe Bruus.