- Man risikerer, at hvis man spreder den her pulje ud på rigtig mange aktører, så får man en form for public service-kludetæppe, der ikke rigtigt har gennemslagskraft. Det vil være ærgerligt, for så skaber indholdet ikke værdi, siger Maria Rørbye Rønn.
Det siger DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn til Venstres forslag om, at en ny styrket public service-pulje, hvor alle medier på lige fod kan søge licensmidler.
For står det til Venstre skal alle mediebrugere i Danmark fremover skal kunne finde et væld af danskproduceret indhold på en app og en 24-timers tv-kanal, der kommer til at hedde Danflix. Danflix skal være en dansk public service-pendant til streamingtjenesten Netflix, og den skal finansieres af licensmidler.
Licensmidlerne – som Venstre foreslår skal være 400 millioner kroner – skal tages fra DR og flyttes over i public service-puljen. For Venstre vil have, at alle danske medier, hvad enten de laver radio, tv, podcast, web eller er trykte medier, skal kunne søge støtte fra puljen, og alt det indhold, som bliver lavet med støtte fra puljen, skal bringes på app’en og streamingtjenesten Danflix.
På den måde kan danskerne nemlig få overblik over alt det medieindhold, som bliver lavet for deres egne skattekroner, lyder det fra Venstre.
Lige nu er public service-puljen på "blot" 35 millioner kroner, og oven i de 400 millioner kroner fra DR vil Venstre smide endnu 100 millioner kroner fra mediestøtteordningen i, så den samlede pulje ender på 500 millioner kroner.
Forslaget kommer som optakt til forhandlingerne om et nyt medieforlig, der skal træde i kraft 1. januar 2019, og argumentet fra Venstres kultur- og medieordfører Britt Bager er, hvis flere medier laver public service, vil der komme et bedre udbud af public service til danskerne.
Men generaldirektøren forstår ikke idéen i at lave endnu en ny streamingtjeneste og en app med medieindhold til danskere.
- Hvis man forestiller sig alt muligt indhold, som ikke hænger sammen og ikke er skabt i en helhed, og som ikke kommer fra et brand med gennemslagskraft, så kan det være utroligt vanskeligt at få det til at fungere. Jeg ved ikke rigtigt, hvad idéen er med at bruge mange kræfter på at skabe endnu en ny platform – ikke mindst i lyset af, at alt dansk indhold er under pres fra udenlandske giganter, siger Maria Rørby Rønn.
- Jeg er enig i, at mange kan lave godt public serviceindhold – det sker allerede i dag. Det, som man bare glemmer lidt i den diskussion, er, hvis folk ikke kan finde det.
- I dag skal der mere og mere til, for at man som medie bliver opdaget af befolkningen. Vi lever i ondemand-verden, hvor der bliver lavet sindssygt meget indhold - også fra udlandet. Folk streamer tv og bruger tjenester som Facebook, Netflix og Google. For at blive opdaget og brugt, kræver det, at man har en relation til brugerne, og at man har tillid til hinanden. Hvis ikke det sker, så drukner man, siger generaldirektøren.
DR får årligt cirka 3,7 milliarder kroner i licensmidler.