Flere partier frygter, at klimakravet til landbruget kan blive sænket.
Det sker i kølvandet på en ny klimafremskrivning, der viser, at Danmark kun mangler at reducere udledningen i 2030 med yderligere 1,5 millioner ton for at nå klimamålet i 2030. For et år siden manglede der 5,4 millioner ton.
Fremgangen skyldes ikke ny politik, der udskifter fossile brændstoffer med grøn energi, men derimod nye beregninger og opgørelser.
Ifølge nye opgørelser udleder landbrugets lavbundsjorde mindre CO2, end man tidligere troede, og skovene optager og binder mere CO2, end man tidligere har regnet ind.
Landbruget er den sidste sektor, der mangler at få lagt en plan for CO2-reduktioner frem mod 2030. Derfor frygter SF's klimaordfører, Signe Munk, at kravene vil blive mindre, når ny data og opgørelsesmetoder rykkere Danmark tætte på klimamålet.
- Jeg er da enormt bekymret for, at regeringen og i særdeleshed Venstre kommer til at lade landbruget få en fribillet og betale en meget lav CO2-afgift i stedet for at betale en CO2-afgift på linje med alle mulige andre steder i samfundet, siger SF's klimaordfører Signe Munk.
'Landbruget må ikke slippe billigere'
Tidligere på året kom et ekspertudvalg med et oplæg til, hvordan en CO2-afgift for landbruget kunne se ud. De tre forslag gav en CO2-reduktion på mellem 2,4 og 3,2 mio. tons i 2030.
Men nu mangler der altså kun 1,5 mio. ton for at nå klimamålet i 2030. Men det bør ifølge Signe Munk ikke ændre noget.
- Det kan ikke være sådan, at fordi man kommer sidst i rækken til en diskussion om CO2-afgift, så får man en kæmperabat, siger hun.
Samira Nawa, klimaordfører for De Radikale, er enig.
- Vi må ikke lade de her tal blive en sovepude og slække ambitionerne på landbrugsområdet. Vi har lige set, at en CO2-afgift på industrien virker, så hvorfor skulle vi ikke indføre en lige så ambitiøs afgift på landbruget.
Nu er 2030-målet ikke længere så langt væk. Hvorfor er der så brug for den samme CO2-afgift på landbruget?
- Jeg kan ikke se baggrunden for, at landbruget skulle slippe billigere, fordi der er nogle beregningstekniske justeringer, som denne gang går i den rigtige retning. Det kan være de usikkerheder pludselig trækker i den anden retning, og hvad gør vi så, siger Samira Nawa.
Minister afventer grøn trepart
Spørgsmålet om en CO2-afgift for landbruget er lige nu parkeret i en såkaldt grøn trepart. Venstres næstformand, økonomiminister Stephanie Lose, sidder for bordenden. De andre parter er blandt andet landbrugets interesseorganisation Landbrug&Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening.
Efter planen skal den grønne trepart komme med et samlet bud på en CO2-afgift på landbruget før sommerferien.
Derfor vil klimaminister Lars Aagaard (M) ikke svare direkte på, om CO2-afgiften på landbruget kan ende med at give færre reduktioner, end der var lagt på op til.
- I kommissoriet for den grønne trepart står der, at regeringen forholder sig til det, når den grønne trepart er færdig. Og jeg har sådan set tænkt mig at respektere den aftale, vi har lavet med de parter, der er gået ind i den grønne trepart.
Men vil du ikke fortælle danskerne nu og her, når I har fået et nyt, flot klimaregnskab, som viser, at 2030-målet er tættere på, om I så vil bruge det til at arbejde for en mindre CO2-afgift end tidligere?
- Det tror jeg lige, jeg har svaret på.
Vil du svare klart på, om det her nye klimaregnskab får regeringen til at mene, at der er brug for en mindre omfattende CO2-afgift i landbruget fremover?
- Opgaven er flyttet hen i den grønne trepart. Den har et kommissorium, hvor der står, at man skal tage udgangspunkt i de modeller, som Svarer-rapporten indeholder. Og der står faktisk også, at regeringen vil afvente med at sige, hvad dens holdning er, så treparten får lov at arbejde. Og det løfte, som vi har givet til parterne, det vil jeg holde.
Venstres klimaordfører Linea Søgaard-Lidell vil heller ikke sige, om den fremskrivning ændrer på klimakravene til landbruget.
- Det er et spørgsmål, de drøfter i den grønne trepart lige nu.
Hvad mener Venstre? Skal det her have betydning for størrelsen af CO2-afgiften for landbruget?
- Det er spørgsmål, de må drøfte i den grønne trepart. Det vil være en gang for tidligt, hvis jeg havde en stærk holdning til det nu. Det tager de i den grønne trepart, og så har vi en politisk proces på bagkant af det, siger hun.