Frafalden DF’er inviteret til møde med Messerschmidt

Nu kan det være, at DF-afhopperen Rikke Karlsson endelig kan få svar på sine spørgsmål.

Europaparlamentariker for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt har kaldt den nye løsgænger i EU Rikke Karlsson for en 'lidt forvirret pige'.

DF-afhopper Rikke Karlsson kan måske se frem til at få svar på nogle af sine spørgsmål om økonomien i det europæiske parti Meld og fonden Feld.

For selvom europaparlamentarikeren i oktober meldte sig ud af Dansk Folkeparti, fordi hun ikke havde tillid til økonomien i Meld og Feld, er hun stadig medlem af Meld, som Dansk Folkeparti sidder med i på europæisk plan.

Og nu har hun fået en indkaldelse til generalforsamling i Meld den 10. november, som vil behandle årets aktiviteter, Meld's fremtid og den seneste tids debat.

- Vi kommer til at gøre status over de aktiviteter, der har været af politisk karakter. Der har været nogle konferencer og høringer og så videre. Og det vil selvfølgelig blive gennemgået, så medlemmerne er orienteret om, hvad der er foregået, siger europaparlamentariker Morten Messerschmidt (DF), der i dag er formand for Meld.

Han var genstand for Rikke Karlssons kritik, fordi hun mente, at han tilbageholdt informationer om økonomien.

På mødet skal det formelle vedrørende Meld's lukning ved årets udgang også planlægges, siger Morten Messerschmidt.

Samtidig forventer han, at den seneste tids debat om brugen af penge i Meld og Feld vil blive taget op.

- Det er klart, at al den her snak vil selvfølgelig blive nævnt. Det, tror jeg, er vanskeligt at forestille sig andet, siger Morten Messerschmidt.