Forsvars­ministeriet undlod detaljer om F35-rivalers flyveevne

Ifølge Berlingske fik Forsvarsministeriet ikke vigtige detaljer om F35-rivaler med i vurdering af kampfly.

Danmark har netop besluttet at købe 27 F35-kampfly (Foto: © handout, Scanpix)

Udvælgelsen af nye kampfly til det danske forsvar foregik måske ikke så retfærdigt, som der ellers var lagt op til.

Det skriver Berlingske, der mener at vide, at oplysninger om F-35-kampflyets rivaler i udbudskonkurrencen angiveligt er blevet udeladt.

Det drejer sig om flyveevne, hvor Forsvars­ministeriet har udeladt oplysninger om Boeings og Airbus’ flyvetid med henvisning til, at producenterne ikke har leveret oplysningerne i tide.

Men ifølge Berlingske nåede de to rivaler rent faktisk at sende oplysningerne af sted, inden det var for sent.

Og det undrer i den grad Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet.

- Det her er bare endnu et eksempel på, at man godt kunne tænke sig, at F35 kom til at se god ud i den rapport. Det er jo lidt den tilgang, man har haft til det her. Man sidder tilbage med det indtryk, at man gjorde alt, hvad man kunne for at få F-35 til at vinde, siger han til Berlingske.

Det har ikke været muligt for Berlingske at få fat i forsvarsminister Peter Christensen (V). Hans ministerie erkender dog overfor avisen, at "inden for fristen var der modtaget svar fra to kandidater."

Adspurgt, hvorfor der så står i "Rapport fra Udvalget for dimensionering af nyt kampfly", at de ikke nåede det, svarer Forsvarsministeriet skriftligt:

- Som nævnt tidligere blev der ikke, på baggrund af svarene, fundet anledning af udvalget (arbejdsgruppe med repræsentanter fra Forsvarsministeriet, Finans­ministeriet og Forsvaret, red.) til at revidere forudsætningen om den gennemsnitlige flyvetimeproduktion i en dansk kontekst.

- Oplysningerne i de modtagne svar blev samtidig vurderet til at være behæftet med væsentlige usikkerheder, herunder i forhold til opgørelsesmetoder og beskrivelse af økonomiske konsekvenser, lyder det ifølge Berlingske.

/ritzau/