Rettelse: Tidligere stod der i artiklen, at det var Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), der den 9. februar sendte en konsoliderede vurdering til Forsvarsministeriet. Det er nu rettet til Forsvarskommandoen. Derudover fremgik det, at våbensystemerne vil blive samlet 18 måneder forsinket. Der er tale om samlet 12 måneder.
Onsdag aften fik offentligheden at vide, at de ildstøttesystemer, som Forsvaret har købt af den israelske våbenvirksomhed Elbit, bliver cirka et år forsinket og kommer til at koste op mod én milliard kroner mere.
Det fortalte forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på det pressemøde i onsdags, hvor han også fyrede sin forsvarschef.
Hvad Troels Lund Poulsen ikke fortalte, hverken på pressemødet eller på det ordførermøde, han havde holdt med forligskredsen kort forinden, var, at hans ministerium havde kendt til forsinkelsen, og at indkøbet ville blive dyrere, siden 9. februar.
Altså i mere end syv uger.
Det viser et svar fra Forsvarsministeriet til DR Nyheder.
Og fra Forsvarsministeriet får oplysningerne den 9. februar, går der yderligere halvanden måned, før departementet orienterer forsvarsminister Troels Lund Poulsen. Det sker først i dagene op til påske, oplyser ministeriet selv til DR.
Det vækker skarp kritik på Christiansborg, at Forsvarsministeriet har siddet på den viden, uden at have delt det med hverken forsvarsministeren eller ordførerne.
- Det er under al kritik, at Forsvarsministeriet igen sidder på oplysninger, som de ikke giver videre til forligskredsen, siger Alex Ahrendtsen, forsvarsordfører hos Dansk Folkeparti.
De Konservatives forsvarsordfører, Mai Mercado, kalder det direkte utilfredsstillende, at embedsapparatet i Forsvarsministeriet ikke prompte har informeret forsvarsministeren om de ændrede vilkår for våbenindkøbet.
- Tid er en faktor. Vi sidder netop nu og forhandler om store investeringer i Forsvaret, og med så stor en fordyrelse på mere end en milliard kroner så skal ministeren orienteres langt tidligere. Seks uger er direkte utilfredsstillende.
Hun mener, at Troels Lund bør være vred på sit departement over ikke at få de informationer tidligere.
- Troels Lund har også brug for hurtigt at give de oplysninger videre til sin forligskreds. Forligskredsen skal have kendskab til det, så vi har et oplyst grundlag at træffe beslutninger på, siger Mai Mercado.
Forsvarsordfører Lise Bech fra Danmarksdemokraterne er også chokeret.
- Der er nogle kommandoveje, der er helt skæve. Der er noget helt galt i det her system, Vi skulle kunne kommunikere i løbet af minutter og timer i stedet for måneder. Det kan ikke være rigtigt, siger hun.
Minister fik besked før påske
Den 18. januar orienterer Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) første gang Forsvarsministeriet om, at de to ildstøttesystemer, som Danmark købte sidste år af den israelske våbenproducent Elbit, ville blive forsinket. Primært som følge af situationen i Israel.
Det bliver forligskredsen orienteret om på et møde den 2. februar. Men længden af forsinkelsen - eller den store ekstraregning - bliver ifølge ordførerne ikke nævnt på dette møde.
Den 9. februar sender Forsvarskommandoen en såkaldt konsolideret vurdering til Forsvarsministeriet. Her fremgår det, at systemerne nu vil være 18 måneder om at blive klar - mod tidligere seks måneder. Altså 12 måneders forsinkelse.
Det er også her, at Forsvarsministeriet første gang får at vide, at indkøbet bliver dyrere end først antaget.
De oplysninger sidder Forsvarsministeriet på i seks uger, før de i dagene op til påske orienterer forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
I de seks uger behandler Forsvarsministieriet oplysningerne.
Men det er ikke en god nok forklaring, mener Danmarksdemokraterne.
- Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at ministeren ikke ved besked. Det lyder mærkeligt, for det er en ret alvorlig sag, siger Lise Bech.
En alvorlig snak med embedsfolkene
Også Liberal Alliances forsvarsordfører, Carsten Bach, er forbløffet over, at embedsmændene i Forsvarsministeriet sidder på oplysningerne om det forsinkede våbensystem i omkring seks uger uden at fortælle det til forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
- Det er kritisabelt, at embedsmændene ikke er mere opmærksomme på den politiske ømtålelighed, der er i netop den her sag. Det tænker jeg, Troels Lund Poulsen må have en alvorlig snak med sine embedsfolk om.
Men seks uger fra eller til. Betyder det noget?
- I den her situation gør det, fordi vi nærmer os deadline for advokatundersøgelsen. Og i forhold til den undersøgelse havde vi jo aftalt, at hvis der dukkede nye oplysninger op, så skulle det kunne inddrages i undersøgelsen, siger Carsten Bach.
I oktober blev forsvarsminister Troels Lund Poulsen og en række af Folketingets partier enige om at indlede en uvildig advokatundersøgelse af anskaffelsen af systemerne.
Den undersøgelse skulle have været færdig 1. april, men er blevet forsinket. På baggrund af de nye oplysninger om den dyrere og ekstra forsinkede våbenleverance vil Troels Lund Poulsen nu udvide den undersøgelse.
Undersøgelse skal udvides
Sagen om indkøb af våben hos israelske Elbit begyndte i januar sidste år, da Danmark valgte at donere et artillerisystem til Ukraine. Derfor besluttede Folketinget, under tidspres, at lægge en ordre på nyt artilleri hos det israelske våbenfirma Elbit.
Blandt andet med begrundelsen, at Elbit kunne levere systemerne hurtigt.
Siden kom det frem i en redegørelse fra Forsvarsministeriet, at Folketinget i forbindelse med våbenindkøbet fik flere urigtige oplysninger fra forsvarsministeren.
Sagen fik i august daværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen til at fyre sin departementschef og undskylde overfor Folketingets partier, at de havde fået urigtige oplysninger.
På pressemødet onsdag aften fik sagen fornyet opmærksomhed.
Ellemanns efterfølger Troels Lund Poulsen gjorde det klart, at han på baggrund af flere sager nu ikke havde tillid til sin forsvarschef Flemming Lentfer længere og derfor fyrede ham. En af de sager, der blev nævnt på pressemødet, var Elbit-sagen.
På baggrund af de nye informationer, der viser, at Forsvarsministeriet ventede flere uger med at orientere forsvarsministeren, mener Alex Ahrendtsen, at Troels Lund Poulsen bør få ryddet op i sit departement.
- Systemerne bliver forsinket og dyrere. Det siger bare alt om den situation, der er især i departementet. Der skal ske voldsomme ændringer i departementet, så vi fortsat kan have tillid, siger Alex Ahrendtsen.
Forsvarsministeren afviser
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen afviser, at det skulle være et problem, at hans departement først oplyser ham om hele sagen halvanden måned efter, de får besked.
- Jeg får besked om det fulde omfang af den fordyrelse. Det får jeg efter, at man grundigt har gået til værks i flere uger for at finde ud af, hvad der ligger i maven på denne her sag. Det skal mit ministerium selvfølgelig finde ud af, så jeg ikke går ud og siger noget for tidligt uden at kende konsekvenserne af det, siger Troels Lund Poulsen.
Er du tilfreds med, der går så lang tid?
- Jeg er tilfreds med, at denne her sag nu er blevet gennemlyst. Ingen har forsøgt at trække det i langdrag. Departementet har forsøgt hurtigst muligt at få klarhed over konsekvenserne af det, de har fået bibragt den 9. februar.
Men ordførerne er frustrerede over, at oplysningerne ikke tilgår dem tidligere. Kan du forstå det, når nu ministeriet har vidst det?
- Nej det kan jeg ikke. Ordførerne får den 2. februar at vide, at der er en forsinkelse. Fordyrelsen har jeg ikke mulighed for at oplyse om i et samlet omfang, inden jeg kender dybden af denne her sag.
Kan du forstå hvis der er nogen, der ikke har ret meget tilid tilbage til Forsvarsministeriet?
- Nej, det kan jeg ikke. I denne her sag er der ikke nogen, der prøver at holde noget skjult. Der giver jeg alle de oplysninger, jeg har, på et samlet grundlag. Jeg har ingen ambition om ikke at give de her oplysninger videre, siger Troels Lund Poulsen.