Der er heller aldrig nogen, der har sagt, at demokrati skal være let.
Nogenlunde sådan lyder svaret fra forskningschef Roger Buch fra Journalisthøjskolen, efter at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i lækkede optagelser lufter sin mening om aktindsigter.
- Jeg mener, det er en sygdom i vores samfund, at der bliver søgt om aktindsigt i alt mellem himmel og jord, og at man ikke har mulighed for i en arbejdsproces at kunne passe ting til uden at skulle opfattes som om, at nu vil man skjule noget eller vil ødelægge noget, siger ministeren i optagelserne, som Politiken er i besiddelse af.
Ministeren sender dårligt signal til de ansatte
Og det kan godt være, at aktindsigterne er besværlige, men det ændrer ikke på noget, siger Roger Buch fra Journalisthøjskolen.
- Jamen demokrati er bøvlet, og aktindsigt skaber bøvl, men det er sådan set også meningen. Man har den her modmagt mod meget magtfulde ministre og borgmestre, og der er aktindsigten en af ting, der kan give den frie og kritiske presse mulighed for at stille de kritiske spørgsmål og dermed skabe en offentlig debat, der gør, at det ikke bare er ministerier, borgmestre og ledende politikere, der styrer samfundsdebatten og de politiske beslutningsprocesser.
De lækkede optagelser med Esben Lunde stammer fra et møde i 2016, hvor ministeren mødtes med medarbejdere i Miljøstyrelsen, som han er øverste chef for.
Ifølge Roger Buch er det ikke i orden, når ministeren over for sine ansatte på den måde udtrykker sig negativt om offentlighedsloven og muligheden for at søge aktindsigt. Forskningschefen kalder det ”problematisk”, da det sender et dårligt signal til dem, der skal sørge for at offentlighedsloven overholdes.
- Fordi ministeren får jo sendt et signal til sine embedsmænd om, at han synes, det er et problem, og embedsmændene er jo nogle gang dem, der skal finde dokumenterne frem til journalister, der søger aktindsigt. Det er meget uheldigt, at han sender et signal om, at det ville være bedst, hvis man kunne slippe for alt den aktindsigt.
Også Oluf Jørgensen, offentlighedsrågiver forskningschef emeritus tilknyttet Danmarks Journalisthøjskole, finder ministerens udtalelse problematisk.
- Det er stærkt bekymrende.
- Det er tankevækkende både for offentligheden og folketingspolitikere, som har ansvar for revisionen af offentlighedsloven, at en minister har det syn på aktindsigten, siger han.
Minister: Jeg går ind for åbenhed
I en skriftlig udtalelse til DR Nyheder svarer Esben Lunde Larsen, at han går ind for åbenhed og fri presse.
- Der er ingen tvivl om, at jeg går ind for offentlighedslovens og miljøoplysningslovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning. En fri og uafhængig presse er i mine øjne en afgørende del af fundamentet i ethvert demokratisk samfund, lyder det.
Journalistformand: Despekt for demokratiet
Dansk Journalistforbunds formand, Lars Werge, ministerens udtalelser på optagelserne for 'total despekt for demokratiet'.
- Det viser en despekt for demokratiet. Et grundvilkår for demokratiet er, at det skal tjene folket og samfundet. Aktindsigten er folkets mulighed for at kigge de folkevalgte efter i kortene, siger Werge til Ritzau.
Journalistformanden medgiver, at det kan være en stor og tidskrævende opgave for myndighederne at behandle anmodninger om aktindsigt:
- Det kan da godt nogle gange være en stor byrde, når der skal findes mange dokumenter frem.
- Men det er en selvstændig diskussion, som man løbende har, når man som journalist søger aktindsigt. Det er også adresseret i bemærkningerne til loven. Så det kan ikke være noget argument, siger Lars Werge.
Lækagen og ministerens svar: Uddrag af lækket optagelse, bragt i Politiken
- •
På et møde mellem miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) og medarbejdere i Miljøstyrelsen bliver ministeren blandt andet spurgt ind til offentlighedsloven.
- •
Spørger: - Jeg vil gerne spørge dig konkret, om du går ind for en ændring af offentlighedsloven, så der bliver mere adgang til, at offentligheden kan få indsigt i de politiske processer. For eksempel, hvad der sker mellem departement og styrelser.
- •
Efter først at have svaret på et spørgsmål om forskernes adgang til at fremlægge deres resultater for offentligheden svarer ministeren blandt andet:
- •
Minister: - Når det gælder postlister og det første spørgsmål, så nej – offentlighedsloven. Jeg mener, det er en sygdom i vores samfund, at der bliver søgt om aktindsigt i alt mellem himmel og jord, og at man ikke har mulighed for i en arbejdsproces at kunne passe ting til, uden at skulle opfattes som om, at nu vil man skjule noget eller vil ødelægge noget.
- •
Herefter kommer ministeren ind på lækager i styrelsen:
- •
Minister: Må jeg bare sige, at noget af det, jeg bliver mest arrig over, det er, når der bliver lækket fra mine styrelser og direktorater fra de papirer, vi arbejder med. Fordi det er helt urimeligt, at den politiske proces bliver kortsluttet på den måde. Jeg skal nok som minister afgøre, hvad der skal offentliggøres i forhold til de politiske processer. Og det skal ikke komme ud som lækage.
Ministerens svar til DR
- •
I et skriftligt svar til DR Nyheder forklarer ministeren sig. Her lyder det blandt andet:
- •
- Der er ingen tvivl om, at jeg går ind for offentlighedslovens og miljøoplysningslovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning. En fri og uafhængig presse er i mine øjne en afgørende del af fundamentet i ethvert demokratisk samfund.
- •
- Når jeg på mødet med mine medarbejdere refererer til, at jeg bestemmer, hvad der skal offentliggøres, var det min måde at sige, at enkeltpersoners lækager af fortrolige og følsomme oplysninger ikke er acceptabelt. Vi offentliggør selvfølgelig efter offentligheds- og miljøoplysningsloven