To forskellige redegørelser på én dag og en forsvarschef, der er fyret fra sit job: Ordførere er målløse

Her til aften kom forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) med tre opsigtsvækkende nyheder på et pressemøde.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til doorstep efter møde med partiernes forsvarsordførere om fejl på fregatten "Iver Huitfeldt". (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

Det er, som om "forbløffet" ikke engang rækker helt til at beskrive den sindstilstand, der prægede de ordførere, som her til aften kom ud fra en orientering hos forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

- Det er første gang i de 13 år, jeg har siddet i Folketinget, at der er noget, jeg ikke kan gennemskue. Og det er bekymrende, lød det blandt andet fra Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen.

Mens en lettere forundret Lise Bech fra Danmarksdemokraterne kvitterede med:

- Det har været et helt vildt møde, altså.

Ministeren kom på mødet med tre forskellige beskeder til ordførerne fra de partier, som står bag forsvarsforliget.

'Det har været totalt kaos'

For det første bliver de ildstøttesystemer, som Forsvaret har købt af den israelske militærteknologivirksomhed Elbit, forsinket med omkring et år og kan blive op mod en milliard kroner dyrere, fordi der ved anskaffelsen af systemerne "ikke blev taget højde for yderligere køretøjer, personel, ammunition og etablissement".

Men den del druknede nærmest i de to andre nyheder, som forsvarsministeren kunne give: At han har fyret Flemming Lentfer som forsvarschef - og at redegørelsen fra Forsvarskommandoen, som handler om forløbet omkring fregatten Iver Huitfeldts mission i Det Røde Hav 9. marts, nåede at blive afleveret til Forsvarsministeriet ikke bare én men to gange i løbet af i dag.

Fra DR's forsvarskorrespondent, Mads Korsager, var reaktionen også "hold da op for et pressemøde", efter Troels Lund Poulsen mødte pressen for at fortælle om det, han netop havde fortalt ordførerne.

- Det har været totalt kaos inde til det orienteringsmøde, som de har siddet til, de kære forsvarsordførere, sagde Mads Korsager.

Hør forsvarskorrespondentens reaktion i videoen herunder.

To foreløbige redegørelser på én dag

Det, der særligt har fanget ordførernes opmærksomhed, er forløbet omkring den redegørelse, som forsvarsministeren i går forlangte med et døgns varsel fra Forsvarskommandoen, og som lå på hans bord her til morgen.

Redegørelsen skulle beskrive forløbet omkring, hvem der vidste hvad om fejlene, som opstod på den danske fregat Iver Huitfeldt i Det Røde Hav under en ildkamp 9. marts i år.

Forsvarsmediet Olfi kunne nemlig fortælle i går, at fregatten allerede den 13. marts fortalte myndighederne i Danmark om fejl ombord på skibet, mens Troels Lund Poulsen siger, at han først blev bekendt med oplysningerne mandag aften i denne uge.

Men den redegørelse, som lå klar på ministerens bord i morges, skabte uenighed om, hvad der skete på et møde den 18. marts mellem Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet.

Og så blev der afleveret en ny foreløbig redegørelse fra Forsvaret i dag klokken 16.30.

- Den seneste foreløbige redegørelse, jeg har set, den er anderledes end den fra tidligere på dagen. Og der har også været en forskellig opfattelse af, hvad der er sket på det mødet den 18. marts mellem Forsvarskommandoen og folk her fra Forsvarsministeriets departement, sagde forsvarsministeren på pressemødet.

Kan du afvise, at det er dit eget ministerium, der er sket en fejl i?

- Jeg kan i hvert fald konstatere, hvad jeg ved i denne her sag. Og jeg har ikke forsøgt at holde noget skjult for nogen. Og det, som mediet Olfi kunne redegøre for i går, var nyt for mig.

- Jeg tænker, at når man på en og samme dag får to redegørelser, som indeholder forskellige ting, har jeg nu brug for at dykke ned i dem.

Nu er meldingen så, at Lund Poulsen forventer en endelig redegørelse i næste uge, som så skal drøftes med forligskredsen til den tid.

'Jeg er dybt rystet'

Dagens forløb med flere forskellige redegørelser illustrerer "med alt tydelighed, hvor vanvittig den situation, vi står i rent forsvarspolitisk, er", siger Liberal Alliances forsvarsordfører, Carsten Bach.

- Vi står igen med en redegørelse om forkerte oplysninger, hvorefter det viser sig, at den redegørelse også er forkert og må trækkes tilbage.

- Nu står vi sådan set helt uden redegørelse. Jeg er dybt rystet, siger Carsten Bach.

Han mener, at der ovenpå forløbet er brug for at få genskabt tilliden til, at de oplysninger, der kommer fra Forsvarskommandoen, er til at stole på.

- Der er jo noget, der minder om en åben krig mellem departementet og kommandoen. Og det skal vi simpelthen ud over. Vi skal have genskabt en tillid til, at den rådgivning, vi får fra kommandoen, kan vi stole på. Sådan er det ikke nu.

Fra Alex Ahrendtsen lyder det:

- Jeg er målløs. Jeg er også forvirret. Jeg har svært ved at gennemskue, hvad der er sket.

Hør om balladen om fregatten Iver Huitfeldt og om efterspillet, der ledte til en fyring af forsvarschefen, i nyhedspodcasten Tiden: