Forhandlinger om en ny regering begynder mandag formiddag

Lars Løkke Rasmussen (V) vil forsøge at nå til enighed med LA og K om at danne en ny regering.

Statsministerens embedsbolig, Marienborg, danner rammen om de nye regeringsforhandlinger på mandag. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Mandag formiddag sætter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gang i de forhandlinger, som han håber vil føre til dannelsen af en ny regering, der foruden Venstre også skal bestå af støttepartierne Liberal Alliance og De Konservative.

Statsministeriet oplyser, at statsministeren mødes med LA-leder Anders Samuelsen klokken 11 og med K-leder Søren Pape Poulsen kl. 12.30.

Begge møder vil finde sted på Marienborg.

Det var i sin tale på Venstres landsmøde i Herning her til formiddag, at Løkke bebudede, at han havde tænkt sig at indkalde LA og K til forhandlinger om at indgå i regeringssamarbejdet.

- Det er min konklusion, at vi har brug for en stærkere Venstre-ledet regering, der favner en større del af vores parlamentariske grundlag. På den baggrund vil jeg på mandag igangsætte en proces for at udvide regeringen, sagde han i talen.

Og det har statsministeren allerede ’drøftet’ med alle tre partiledere i blå blok, fortalte han:

- Min vurdering er, at det rigtige vil være at invitere Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti til at gå i regering med Venstre.

Med flere af støttepartierne i regering håber statsministeren blandt andet at kunne løse op for den topskatteknude, hvor Liberal Alliance kræver topskattelettelser på fem procent hele vejen op – og altså også for folk, der tjener over en million kroner om året.

Det har Dansk Folkeparti kategorisk afvist, mens Liberal Alliance har sagt, at partiet vil vælte den nuværende regering, hvis skattelettelserne ikke er på plads inden nytår.