Foreslår ny uddannelse til bogligt svage: Erhvervsassistent

Regeringen kommer nu med et tilbud til de unge, der ikke kan klare de skærpede krav til en erhvervsuddannelse. En toårig uddannelse som erhvervsassistent.

De Radikales børne- og undervisningsordfører håber, at den nye uddannelse vil give flere skoletrætte unge mod på at gå i skole igen.

Med de nye skærpede adgangskrav, regeringen lægger op til på erhvervsuddannelserne, vil der være omkring 3000 unge, der har svært ved at løbe med.

Dem vil regeringen nu hjælpe med en ny erhvervsassistent uddannelse, siger De Radikales undervisningsordfører, Lotte Rod.

Hun mener nemlig, at der skal være et tilbud til de unge, som ikke passer ind på de ungdomsuddannelser, vi har i dag. Men også et tilbud til dem, der har brug for at dygtiggøre sig for at komme ind på en erhvervsskole i form af en ny tiendeklasses model.

- Vi tager det bedste fra de uddannelser, vi har i dag; højskole, produktionsskole, daghøjskole og erhvervsskoler, så dé byder ind med det, de er bedst til og laver en skræddersyet uddannelse til de unge, siger Lotte Rod.

De enkelte kommuner skal oprette udannelsestilbud i et samarbejde mellem f.eks. erhvervsskoler, højskoler og lokalt erhvervsliv. Typisk en slags produktionsskole, men også med praktisk uddannelse i serviceerhverv.

Kvalificerer den unge til jobs i lokal området

Hele idéen med den nye erhvervsassistentuddannelse er ifølge Lotte Rod at tage det bedste fra de lokale uddannelser og bruge det til at kvalificere den unge til de jobs, der er i lokalområdet.

Mangler der eksempelvis arbejdskraft i turistindustrien i området, hvor den unge bor, er det især hotelpersonale, butiksassistenter og lignende, der skal uddannes. Er der mangel på tømrere, vil man skulle tilbyde tømrerassistentuddannelser.

- Det her er en ny chance til nogle af de unge, som er startet igen og igen på en ungdomsuddannelse, som er droppet ud, og som faktisk ikke synes, det er særlig sjovt at gå i skole, siger Lotte Rod.

To-årig uddannelse

Lotte Rod håber på, at der kan samles flertal, når regeringen skal til at forhandle med partierne.

- Der en gruppe unge, der har haft mange nederlag i skolen, som er skoletrætte og derfor handler det både om, at de skal synes, det er sjovt at komme i skole igen samtidig med, at de bliver dygtige, så de kan komme ud at få et job, siger Lotte Rod.

Den fleksible ungdomsuddannelse vil i så fald komme til at vare to år og kommer til at omfatte omkring 2-3000 unge.

Desuden skal en del af tiende-klassserne i kommunerne undervise i samarbejde med erhvervsskolerne for at gøre usikre elever klar.