Inger Støjberg spejder ud over gårdspladsen.
- Hvad kommer de kørende i? Det er forhåbentlig noget med el, siger hun med blikket rettet mod den hvide personbil, der triller ind og standser.
Enhedlistens politiske ordfører, Mai Villadsen, stiger ud. Det er en elbil.
Mai Villadsen er blevet inviteret ud på Inger Støjbergs brors bondegård i Hjerk ved Limfjorden for at diskutere en klimaafgift på landbruget.
Et emne, de er så uenige om, som man kan blive.
Inger Støjberg og hendes Danmarksdemokrater afviser blankt, at dansk landbrug skal betale en afgift for de klimaskadelige drivhusgasser, de lukker ud.
Mai Villadsen og Enhedslisten går ind for at halvere antallet af køer og grise, som står for størstedelen af landbrugets udledninger, inden 2030.
- Ja, det her er jo så vores fødehjem, siger Inger Støjberg, da alle har trykket hånd. Hun fortæller, at gården har været i familien fra hendes bedsteforældres tid.
- Så Jens Peter er tredje generation, siger hun og peger på sin storebror, der nikker og smiler.
Vores liv
Småsludrende går de tre - med en kødrand af journalister, fotografer og rådgivere omkring sig - over mod de moderne staldbygninger.
Før i tiden var her en traditionel firlænget gård her, siger Jens Peter Støjberg og fortæller, hvordan bedsteforældrene i 1954 havde 26 køer, som i hans fars tid blev til 48. I dag har han 180 køer på gården.
- Var du så også meget med i det herude som barn?, spørger Mai Villadsen Inger Støjberg.
- Ja, svarer hun.
- Man skal tænke på, at når man har et landbrug, der går i arv i generationer, så er det en del af hele ens liv. Man kan roligt kalde det en livsstil. Det er hele eksistensberettigelsen, siger hun.
- Der er også derfor, at det er ret vildt at høre, når sådan en som dig siger, at nu skal vi halvere den animalske produktion. Det er jo vores liv. Det er arbejdspladser. Hele grundlaget for min familie og for hele det her område, siger hun.
Mai Villadsen lytter og nikker og svarer så.
- Jeg tror, at vi kan udvikle landbruget, så der kan være endnu flere med, siger Mai Villadsen.
Der er en regning: Hvem tager den?
Diskussionen om en klimaafgift på landbruget har bølget højt i valgkampen.Og lige meget, hvordan man vender og drejer det, så kommer det til at koste mange penge at gøre landbruget grønt.
For det er ikke gratis at bruge nye foderstoffer, der får køerne til at bøvse mindre metan, eller pulver, der får gyllen til at udlede mindre. Det er heller ikke gratis at føre de mest udledende marker tilbage til mose, så de udleder mindre.
Spørgsmålet er så bare, hvem der skal betale den regning?
Spørger man eksperterne i både Det Miljøøkonomiske Råd og Klimarådet synes de, at den helt eller delvist skal betales med en drivhusgasafgift, der kan presse landmændene til at ændre deres produktion i en mere klimavenlig retning og skubbe på udviklingen, så det bliver en god forretning at finde nye løsninger.
Deres hovedargument er, at det er det billigste for samfundet. For hvis landmændene ikke selv skal betale regningen, så hænger skatteborgerne på den.
Ifølge et notat, som Den Grønne Tænketank Concito har lavet for DR, kommer det til at koste danskerne op mod 15 milliarder kroner om året, hvis der ikke bliver indført en drivhusgasafgift på landbruget. Det Økonomiske Råd er enige i, at det bliver en milliardregning i den størrelsesorden.
- Det bliver en betydelig regning, skatteborgerne kommer til at betale, har Lars Gårn Hansen, miljøøkonomisk vismand, sagt til DR.
Mens industrien i år er blevet pålagt at betale en afgift for den CO2, de udleder, er landbruget indtil videre fritaget.
De står i dag for en tredjedel af de danske udledninger af drivhusgasser, og de sidste 12 år har det ikke bevæget sig nedad, og der er bred enighed om, at landbrugets udledninger skal ned, hvis man skal nå de nødvendige reduktioner.
Interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer holder fast i, at landbruget selv kan opnå omstilling ad frivillighedens vej og frygter, at en CO2-afgift vil koste arbejdspladser i landbruget og dermed også i yderområderne af Danmark.
Den sidste del har de økonomiske vismænd også regnet på, og de lægger ikke skjul på, at en høj afgift vil betyde færre arbejdspladser i landbruget.
Helt præcis 8.000 arbejdspladser i landbruget og følgeerhverv som slagterierne, hvis der kommer en afgift på 500 kroner per ton udledt CO2 eller metan. Deres analyser viser dog også, at jobbene vil opstå andre steder, og at der i Danmark ikke vil være et nettotab af arbejdspladser.
Ved halmballerne
Inde i stalden står Mai Villadsen og Inger Støjberg og kigger ind over båsen til en ko.
- Sådan en almindelig ko giver cirka 30 liter mælk om dagen. Det kræver cirka 60 kilo foder og omkring 100 til 150 liter vand, siger Støjberg.
- Ja, det er jo meget, siger Mai Villadsen.
Så tager selskabet i Hjerk opstilling ved en stabel halmballer, der i dagens anledning gør det ud for debatbord. Støjberg på den ene side. Mai Villadsen på den anden. En TV2-journalist i midten.
- Hvad kan I bedste lide at spise: hakket oksekød eller plantefars?, starter journalisten for ligesom at få sat tingene på spidsen.
- Jeg kan lide begge dele, men plantefars er godt, siger Mai Villadsen.
- Jeg har aldrig smagt plantefars, svarer Støjberg hurtigt.
Mai Villadsen kommer igen på den ved at invitere Støjberg på en plantefarsmiddag.
Ser man ud over det politiske landskab, er der lige nu flest partier, der går ind for en afgift på landbruget.
Socialdemokraterne, Venstre, Konservative og Liberal Alliance går ind for en afgift, så længe den ikke flytter arbejdspladser. Det vil Socialdemokraterne sørge for ikke sker ved at føre pengene fra afgiften tilbage til landbruget som hjælp til omstillingen.
Ingen af dem vil dog svare på, hvor høj afgiften skal være. Det vil de vente med til efter valget, hvor et ekspertudvalg kommer med en række anbefalinger til det.
På venstrefløjen går man ind for en høj afgift, mens Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne siger nej tak.
Hjerteblod og klimakrise
For Inger Støjberg handler det i høj grad om frygten for arbejdspladserne uden for de store byer.
- Jeg håber, at Mai forstår, at det her er hjerteblod for rigtig mange mennesker. Ikke bare for min bror, men også alle de mennesker, der bor her omkring. Smeden, elektrikeren, vognmanden, siger hun.
- Hvis man sender halvdelen af den animalske produktion ud af landet, så vil det få en kæmpestor betydning for en egn som den her. Så vil smeden lukke, så vil elektrikeren lukke, så lukker købmanden og så skolen, siger hun.
Mai Villadsen er mere bekymret for klimakrisen, "som vi allesammen kan mærke. Også landbruget, der har det svært i de somre, hvor der er tørke eller skybrud". Hun er desuden ikke enig i, at produktionen og dermed også CO2-udledningern vil flytte til udlandet.
- Det passer ikke, at produktionen bare vil flytte ud. Alle landene rundt omkring os - og i verden - har også skrevet under på nogle klimamål, så de også skal reducere. Det betyder, at produktionen ikke bare flytter ud, siger hun med henvisning til beregninger, som de økonomiske vismænd lavede sidste år.
Der fremgår det, at der vil være en "reel" klimaeffekt af en høj drivhusgasafgift, selv om nogle af udledningerne vil flytte til udlandet.
Fossile fortidstanker
Mai Villadsen mener derfor, at der er god grund til at lave en afgift, og hun tror, at der vil opstå noget nyt af det, der forsvinder.
- Jeg tror, at det kan blive et eksporteventyr. Jeg tror, at det er de der fossile tanker fra fortiden, der kommer til at gøre, at dansk landbrug ikke klarer den. Så der er behov for en grøn omstilling.
- En afgift er den klogeste, billigste og bedste måde at få et grønnere landbrug og nå vores klimamål på, siger hun.
- Så de landmænd, der bidrager til den grønne omstilling, kan få pengene igen efter at have betalt en afgift. Men hvor andre, som ikke bidrager, slipper dyrere. Jeg synes, at det er fornuftigt, at det, der udleder mest, også skal betale mest, siger hun.
- I afvikler dansk landbrug, hvis I gennemfører en CO2-afgift som den her, lyder svaret fra Støjberg.
Sådan bølger diskussionen frem og tilbage og - ikke overraskende - er der ingen af de to, der pludselig bliver overbevist af den andens argumenter.
Til sidst skåler de to og journalisten i et glas mælk.