55.000 kroner. Så mange penge har 27-årige Pernille Hvidlyk og hendes familie betalt af egen lomme for at få Pernille ud af en svær depression.
Pengene er gået til behandling på Danmarks eneste private psykiatriske hospital, der hedder Skovhus.
Pernille Hvidlyks forældre fik hende ind på Skovhus Privathospital sidste forår. Det skete, efter deres datter havde været indlagt med depression på en offentlig afdeling i en måned, og de stadig ikke følte, at hun havde fået det bedre.
- Det gjorde mig faktisk mere syg. Jeg følte det som et fængsel, hvor jeg var overladt til mig selv, og jeg udviklede aggressiv adfærd både over for personale og mine nærmeste. Jeg havde ikke lyst til noget, siger Pernille Hvidlyk.
På den offentlige afdeling fik hun medicin, men hun savnede, at hun gennem terapi kunne få hjælp til at tøjle sine sorte tanker.
- Jeg havde ikke noget håb om at ville leve overhovedet, så jeg havde jo forventet, at de gav mig håbet tilbage og kunne hjælpe mig med at få det bedre. De gjorde, hvad de kunne, men de havde bare ikke de ressourcer, der skulle til, siger Pernille Hvidlyk.
Flere patienter betaler selv
Pernille Hvidlyk er taget med DR tilbage til den afdeling af Skovhus Privathospital i Odsherred i Vestsjælland, hvor hun var indlagt for et år siden.
Hun fortæller, hvordan hun blev trappet ned i medicin, fik dyrket motion og kom i samtaleterapi. Og at hun hurtigt fik det bedre.
- Jeg fik rigtig mange redskaber til at tackle de sorte tanker, fortæller hun.
Tilbage på hospitalet møder Pernille Hvidlyk direktør for Skovhus Privathospital, Kit Kjærsgaard.
Kit Kjærsgaard oplever, at antallet af patienter, der selv betaler for psykiatrisk behandling, stiger.
I 2017 var det 27 patienter. I 2018 var det 84, og i de første tre måneder af 2019 har 34 patienter selv betalt for deres behandling, viser Skovhus' egne tal.
- Vi ser den enlige mor, der tager et lån i banken, og familien, der sælger den ene bil eller bruger mormors arv for at finansiere det her. Det er jo, fordi man står som forældre og er så desperate og ønsker så brændende at få nogen, der kan hjælpe, siger Kit Kjærsgaard.
Ofte har patienterne været indlagt i det offentlige, inden de kommer til Skovhus, fortæller sygehusdirektøren. Patienterne kommer med historier, der giver indtryk af, at den offentlige psykiatri er presset, som DR har fortalt de seneste dage.
- Helt generelt får de ikke det, de havde håbet på i den offentlige psykiatri. Det er ikke, fordi de læger og det sundhedspersonale i det offentlige er dårligere, end de læger jeg har. Det er simpelthen de rammer, de har, som gør, at de ikke kan give den behandling, siger Kit Kjærsgaard.
Hvad mener du om, at I som privathospital dækker nogle af de opgaver, som det offentlige sundhedssystem skulle tage sig af?
- Hvis du spørger mig som skattebetalende borger, så er jeg dybt bekymret over den udvikling, der har været de senere år, som ser ud til at fortsætte. Hvis du spørger mig som direktør for Skovhus Privathospital, så er jeg både glad og stolt over, at vi er i stand til at levere det, som patienterne efterspørger.
Det hele værd
Pernille Hvidlyk endte med at være indlagt på Skovhus Privathospital i 14 dage.
Prisen for indlæggelsen var 34.000 kroner. Bagefter har hun gået i terapi på hospitalet, og samlet set er regningerne løbet op i 55.000 kroner.
Hendes forældre har betalt det meste, men Pernille Hvidlyk har også brugt af sin egen opsparing. Hun synes, at det har været det hele værd. I dag er hun færdig med terapien, er ved at trappe ud af medicin og er begyndt på en uddannelse som kontorassistent.
- Men jeg ville godt have været det foruden. Jeg ville ønske, jeg havde fået den hjælp, som jeg har betalt mine skattepenge til.