Mange af os lever i mindre sociale cirkler, hvor vi først og fremmest taler med og møder mennesker, vi ligner i forvejen – og som ofte mener det samme som os selv.
Én af dem er 23-årige Nicolai Johansen.
- Til hverdag omgiver jeg mig meget med personer, som jeg deler holdninger med. Det medfører selvfølgelig, at jeg ikke så tit eksponeres for meninger, der er markant forskellige fra mine egne, siger Nicolai, som studerer medicin på Syddansk Universitet i Odense.
Derfor har han meldt sig til DR-initiativet 'Uenige Sammen', som går ud på at mødes med én, der mener noget helt andet end det, du selv gør.
Det har næsten 3.500 danskere meldt sig til, og derfor skal Nicolai nu for første gang mødes med Lotte. Det sker søndag den 2. juni, hvor deltagere mødes over hele landet til Uenige Sammen.
Lotte Fabrin er 52 år og arbejder som efterskolelærer. Fælles for både Lotte og Nicolai er, at de bor på Fyn, men dér hører lighederne også op.
De er nemlig langt fra enige politisk.
- Nicolai er medlem af Det Konservative Folkeparti, og dét er jeg i hvert fald ikke, lyder det med et grin fra Lotte Fabrin.
- Jeg er altid rygende uenig med De Konservative, når jeg tager forskellige politiske tests, uddyber den 52-årige efterskolelærer, der kalder 'Uenige Sammen' for et 'enormt godt initiativ'.
Hun mener, danskerne skal blive bedre til at tale og især lytte noget mere til hinanden.
- Jeg tror, det er godt at turde mødes og snakke sammen - uden nødvendigvis at skulle overbevise hinanden, men bare blive klogere på, hvorfor folk tænker, som de gør, siger hun.
For mange følelser
Det er Nicolai Johansen enig med hende i.
- Det er super fedt, at jeg skal mødes med Lotte, der har en anden baggrund og en anden livserfaring, end jeg har. Jeg er spændt på at høre, hvorfor hun mener, som hun gør. Det er jo ikke interessant, om vi er enige eller uenige om noget, men hvorfor vi er det.
- Vi har så mange meninger og holdninger til ting, som ikke nødvendigvis er baseret på fakta, men på følelser. Mange er for eksempel stadig bange for atomkraft på grund af Tjernobyl, selvom atomkraft er langt mere sikkert i dag.
Udover at studere medicin er Nicolai Johansen også partipolitisk aktiv i Det Konservative Folkeparti og Konservativ Ungdom, og har med egne ord 'fået mange venner og bekendte her igennem', som han deler livssyn med.
Det håber han at kunne ændre på, når han skal mødes med Lotte Fabrin i forbindelse med 'Uenige Sammen'. De har aftalt at mødes på Odense Hovedbibliotek søndag den 2. juni, hvor også alle DR's distrikter åbner dørene, så man kan mødes og være 'Uenige Sammen'.
- Jeg forventer, vi skal have en saglig og god diskussion om de ting, vi måtte være uenige om. Jeg synes, man må mene, præcis hvad man vil, så længe man har noget at have sine holdninger i, mener Nicolai Johansen.
- Og hvis jeg kunne gå fra mit møde med Lotte med nogle andre holdninger end dem, jeg har i dag, så ville jeg synes, det var helt fantastisk.
'Det bliver dejligt at få talt med én, man er uenig med'
Ifølge Lotte Fabrin har de skrevet et par mails frem og tilbage og introduceret sig for hinanden, så de ikke står helt på bar bund, når de skal mødes den 2. juni.
- Han virker som en sød, frisk fyr, og det virker som om, han går ind til det med samme holdning, som jeg selv gør. Han ser frem til at høre noget om, hvad jeg tænker om tingene, og det er det samme, jeg ser frem til.
Lotte Fabrin tror især, at hun og Nicolai Johansen vil komme til at være uenige om økonomisk politik og om uddannelsespolitik.
Hun understreger dog, at hun ikke går ind til mødet med et fjendebillede af Nicolai Johansen, selv om han virker til at være hendes politiske modsætning.
- Det bliver dejligt at få talt med én, man er uenig med, på en god og konstruktiv måde. Jeg tror ikke, vi får ændret hinandens holdninger, men jeg tror, der er en mulighed for, at vi kan få nuanceret hinandens holdninger.
Én ting er de to politiske modsætninger dog enige om; nemlig klimaet.
- Det vigtigste for mig er nok klimaspørgsmålet, for det er et punkt, vi virkelig har syltet længe. Tiden er til handling nu, mener Nicolai Johansen.
Lotte Fabrin supplerer:
- Klima er super vigtigt, og det betyder noget for, hvor jeg sætter mit kryds.