Forskerne har talt: Ja, det blev et klimavalg

Mette Frederiksen kaldte det danmarkshistoriens første klimavalg. Hun har ret, siger forsker.

På valgaftenen takkede Mette Frederiksen de unge vælgere for at gøre folketingsvalget til at klimavalg. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

- Kære unge. I gjorde det her valg til det første klimavalg i danmarkshistorien.

Sådan sagde den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, i sin sejrstale på valgaftenen til partiets valgfest, hvor hun høstede et bragende bifald.

Hun sidder nu for bordenden, mens Socialdemokratiet forhandler med partierne på venstrefløjen om en ny regering.

Men har hun ret i, at folketingsvalget i sidste uge blev et klimavalg?

Ja, det tyder det faktisk på.

Under valgkampen er diskussioner om grøn omstilling, vedvarende energi og bæredygtighed i landbruget nemlig føget til højre og venstre i en sådan grad, at klima og miljø faktisk endte som det emne, der blev omtalt allermest.

Klima og EU i toppen

Det forklarer Mads Eberholst, der er journalistisk forsker ved RUC, hvor de har overvåget næsten hundrede medier gennem hele valgkampen.

Hans forskning viser, at 23 procent af al omtalen af politiske emner i valgkampen har handlet om klima.

- Det var ikke givet, at det skulle blive en klimavalgkamp. Det var i virkeligheden mere givet, at det skulle handle om sundhed og pension.

- Men den dagsorden blev kuppet lige efter valgudskrivelsen, og så blev det til en flygtningevalgkamp til at starte med. Jo tættere vi kom på europaparlamentsvalget, desto mere blev det en klima-valgkamp, og til sidst havde klimaet helt overtaget, siger Mads Eberholst.

Og det er faktisk noget helt nyt, understreger han. Længere tilbage i historien handlede valgkampene typisk om økonomisk politik, mens værdipolitikken de senere år har taget over.

Og i år er det altså klimaet, der har fyldt mest - både i rød og blå blok. Det viser tallene, som også DR's faktatjekredaktion, Detektor, har set igennem.

Klimaet kommer til at fylde

Men kan vi så regne med, at klimavalget også betyder, at der kommer til at være fokus på klimaet, når der de næste år skal laves politik i Folketinget?

Igen er svaret fra forskningsverdenen ja, det tyder det på.

Henrik Bech Seeberg forsker i politik og valg på Aarhus Universitet. Han mener, at der er god grund til at forvente, at klimaet kommer til at fylde meget i lovgivningen de næste år.

- Partierne har en naturlig interesse i et emne, de har ført valgkamp på. Det er blevet hjerteblod for dem, særligt på venstrefløjen. Det kommer indefra, at de gerne vil arbejde på det, siger han.

Du kan høre mere om, hvad klimafokusset i valgkampen kommer til at betyde for den politik, der nu skal til at laves på Christiansborg, i P3's nyhedspodcast Den daglige dosis.

Netop venstrefløjen i Folketinget med Socialdemokratiet i spidsen er i disse dage ved at forhandle om en kommende regering, og her er klimaindsatsen blandt de vigtige emner, der forhandles om.

Samtidig har partierne også en vælgermæssig interesse i at gøre ordene fra valgkampen til handling, mener Henrik Bech Seeberg.

- Partierne ved, at vælgerne vil være optagede af det næste gang, der er valg. Det er træls at stå om fire år og ikke have levet op til forventningerne.

- Forskningen viser, at partierne har tilbøjelighed til at bygge et lille trofæskab, de kan vise frem, når det er valg igen. De vil gerne gøre noget, for de skal stå ansigt til ansigt med vælgerne igen om fire år, lyder det fra Henrik Bech Seeberg.