Flere partier åbner nu for at genindføre det grønne håndværkerfradrag.
Venstre præsenterede i går forslaget som en del af deres 2030-plan – og Socialdemokratiet erklærer sig nu også parate.
- Vi er meget åbne over for at se på tiltag i denne her retning, lyder det fra klimaminister Dan Jørgensen (S), der vil have, at det bedre kan betale sig at lave boligen mere energivenlig.
- Det er i hvert fald helt sikkert, at det skal være mere rentabelt, og der skal være bedre incitamenter for at lave energirenoveringer – for eksempel at få udskiftet sit gas- eller oliefyr med et grønnere alternativ.
Forslaget skal ifølge Venstre finansieres via den grønne fond, som er en aftale indgået af en række partier i juni, hvor der blev afsat 53,5 milliarder til den grønne omstilling.
Alternativer til håndværkerfradraget
Det grønne håndværkerfradrag blev ellers sløjfet med finansloven sidste år.
Konservative har aldrig ville afskaffe det, og kommer selv med et lignende forslag – partiet vil give kontante bonusser for energiforbedringer.
Socialdemokratiets klimaminister er da heller ikke overbevist om, at håndværkerfradraget er den bedste eller for den sags skyld eneste vej at gå.
- Om det præcis er fradragsmodellen, der er den bedste, vil vi gerne diskutere, for der er andre muligheder. Vi har for eksempel ret store puljer, hvor man direkte kan gå ind og støtte, hvis man for eksempel vil have udskiftet sit gas- eller oliefyr med fjernvarme eller en varmepumpe, siger Dan Jørgensen.
Bygningspuljerne, som klimaministeren omtaler, har været et tilløbsstykke og er tidligere blevet tømt, før alle borgere overhovedet var kommet igennem ventekøen.
Men det er kun et bevis for, at puljerne rent faktisk virker, mener Dan Jørgensen.
- Vi ved, at de fører til en grøn omstilling, for man får kun pengene, hvis man laver tiltagene.
Håndværkerfradraget er mere fleksibelt end bygningspuljerne, fordi man selv kan bestemme, hvornår og hvordan man ville bruge fradraget - så længe det er til grønne istandsættelser.
Derfor er regeringspartiet klar til også at overveje håndværkerfradraget – eventuelt som et supplement til andet.
Pengene skal komme fra den grønne fond, mener Socialdemokratiet på linje med Venstre.
Kan puste til inflationen
Grunden til, at man i sin tid afskaffede håndværkerfradraget, var overophedning af markedet, mangel på håndværkere og priser, der steg.
Selvom SF og Enhedslisten er positive over for forslaget, frygter begge partier, om det vil puste til inflationen.
- Det store argument imod er, at vi står i en kæmpe inflationskrise, og vi skal passe meget på med at pumpe penge ud, specielt i sektorer, der allerede er overophedet, og det er vores byggesektor stadigvæk på visse stræk, siger SF's finansordfører Lisbeth Bech-Nielsen.
Hun opfordrer til forsigtighed, for selvom det for hende er vigtigt at få energioptimeret, skal vi passe på med tiltag, der kan øge inflationen, siger hun.
Enhedslisten bakker op om intentionen bag fradraget – mere grøn omstilling – men det er ikke nødvendigvis den klogeste løsning, istemmer Mai Villadsen, der er politisk- og klimaordfører for Enhedslisten.
Præmissen for fradraget er, at man som borger har pengene til at lægge ud – og det er ikke alle, der har den mulighed. Derfor er Mai Villadsen skeptisk over for forslaget.
SF kan kun se sig selv i en aftale om et grønt håndværkerfradrag, hvis andre samtidig betaler mere, for eksempel ved en formueskat.