Prognose: Dansk Folkeparti over spærregrænsen - Alternativet går frem

Begge partier står til at komme i Folketinget, viser DR's prognose.

Dansk Folkeparti liggerover spærregrænsen, spår DR's exitpoll. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Dansk Folkeparti har holdt vejret de seneste uger, hvor flere målinger har sendt dem helt ud af Folketinget.

Men nu ser det ud til, at partiet lige klarer sig over spærregrænsen.

Partiet står til 2,5 procent af stemmerne. Det viser den seneste prognose for DR, hvor knap 45 pocent af stemmerne er talt op.

Da ikke alle stemmerne er talt op endnu, kan det endelig resultat for partierne ændrer sig.

Selvom partiet ikke står til at ryge ud af Folketinget, så står de stadig til en gedigen vælgerlussing. Hvis partiet ender med at få 2,9 procent af stemmerne, er det det værste resultat, partiet nogensinde har opnået.

Partiet står til kun at få fem mandater i Folketinget. Ved sidste valg fik partiet 16 mandater.

Tidligere fremgik det af artiklen, at partiet stod til 2,5 procent af stemmerne. Det var baseret på DR's exitpoll. Prognosen er mere præcis end den exitpoll, som DR offentliggjorde tidligere på aftenen. Prognosen indeholder også optalte stemmer.

Dansk Folkepartis medstifter og grand old lady i Dansk Politik, Pia Kjærsgaard, kalder dette valg for det vildeste, hun har prøvet.

- Det her har været en fuldstændig vild valgkamp. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det har været helt vildt. Vi er ikke det eneste parti, der har et helt andet mandattal, end det vi havde regnet med og det vi havde haft, siger hun.

Pia Kjærsgaard understreger, at partiet nu starter forfra med folk, der vil partiet i ”medgang og modgang”, efter de ved forrige valg fik 16 mandater og nu – i en ny prognose efter exitpollen – står til at få fem mandater.

Alternativet går frem

Alternativet står også til at komme i Folketinget - endda med en fremgang.

Partiet står i DR's prognose til at få 2,8 procent af stemmerne og dermed til at få fem mandater i Folketinget. Det er en fremgang fra sidste valg, hvor partiet fik fire mandater.

Partiet har ellers ligget under spærregrænsen i alle Epinions målinger af partiet siden 2020, og frem til valget blev udskrevet i oktober. Men de seneste uger er partiet kravlet op i meningsmålingerne og ser altså ud til at få et bedre valg end i 2019.

Formand Franciska Rosenkilde har før valget ikke sat navn på, hvilken statsminiserkandidat partiet peger på. Hun har dog sagt, at det bliver den 'grønneste statsministerkandidat', og at hun ikke kan se for sig, at hun peger på en af de borgerlige kandidater.

Frie Grønne og Kristendemokraterne ude

Også Frie Grønne og Kristendemokraterne har kæmpet for at komme over spærregrænsen ved dette valg.

Den kamp ser de to partier ud til at tabe.

I prognosen står Frie Grønne til 0,9 procent af stemmerne, mens Kristendemokraterne kan mønstre 0,5 procent af stemmerne.

Dermed står ingen af de to partier til at komme i Folketinget ved dette valg.