Der har været godt gang i snakken henover kopperne i Danmark her til formiddag.
Udover almindelig søndags-kaffeslabberas, havde 1.488 danskere nemlig meldt sig for at mødes med nogen, som de ikke umiddelbart deler holdninger med.
I Nordjylland var en fængselsbetjent rejst hele vejen fra en campingplads i Vejle for at mødes med sin samtalepartner i Aalborg – og i Hjørring troppede Jesper og Marianne op i det lokale indkøbscenter uden helt at vide, hvad de kunne forvente af hinanden.
Da samtalen er slut, er både Jesper og Marianne dog meget tilfredse med udbyttet.
- Det bedste har været at sidde over for et andet menneske, som man ikke kender, og at man taler stille og roligt om tingene i en ordentlig tone, siger Marianne Krogsgaard, der er 55 år og arbejder som selvstændig tandtekniker.
Holdninger kræver forklaringer
På forhånd havde de to givet forskellige svar på seks ud af syv spørgsmål i DR’s spørgeskema, men da samtalen kom i gang, fandt de hurtigt ting at blive enige om.
- Det viser sig faktisk, at vi er enige på rigtig mange punkter, siger Marianne Krogsgaard.
- Tit kræver svar og holdninger baggrundsviden og forklaringer. Derfor bevæger samtalen sig nemt hen på andre ting, forklarer hun.
Det endte faktisk med, at de talte sammen i næsten to timer.
Nødt til at lytte hele vejen
På en måde var det en fordel for samtalen, at de ikke kendte hinanden på forhånd, mener 49-årige Jesper Schou Lykkegaard, der er specialskolelærer til daglig.
- Når der ikke er nogen forhistorie, så skal jeg faktisk lytte hele vejen til, hvad hun siger, og hvilke holdninger hun har, og være åben selvfølgelig. Det har været rigtig, rigtig godt, siger han.
- Jeg vidste selvfølgelig godt, før jeg kom, at der var nuancer til de svar, jeg havde givet. Men jeg kendte jo ikke Mariannes nuancer, og det har været spændende.
Sundt at få ting at tænke over
Mest uenige var de på spørgsmålene om, hvorvidt der skal være permanent grænsekontrol i Danmark eller ej, og om der skal klimaafgifter på kød og flyrejser eksempelvis.
Mens Jesper mener, at grænsekontrollen er udtryk for symbolpolitik, og at den ikke er til meget gavn, så mener Marianne, at det er nødvendigt at kontrollere Danmarks grænse, så længe EU ikke har bedre styr på Europas ydre grænser.
- Jeg har fået nogle ting at tænke over i forhold til de holdninger, jeg har. Og det synes jeg er sundt, og det tror jeg, vi alle sammen har gavn af. Jeg håber også Marianne har fået lidt med fra mig, som hun kan gå og tænke over, siger Jesper.
Og Marianne er enig.
- Det er en rigtig god måde at debattere på, siger hun.