Folketingsmedlem for Moderaterne: Store problemer var alment kendt

På Moderaternes gang på Christiansborg vidste man godt, at der var problemer med arbejdsmiljøet, siger folketingsmedlem.

Karin Liltorp (til højre) sidder i Folketinget for Moderaterne. Hun kendte til problemer blandt de ansatte, fortæller hun. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Det har været velkendt i Moderaterne, at der var problemer med arbejdsmiljøet blandt partiets ansatte.

Det siger folketingsmedlem Karin Liltorp i et interview med P1 Orientering.

- Jeg sidder jo ikke selv i sekretariatet. Men jeg sidder på gangen. Så jeg ville være både døv og blind, hvis jeg ikke havde hørt nogle af de historier om et dårligt arbejdsmiljø, siger hun.

Historierne kom frem i offentligheden fredag aften, hvor B.T. kunne beskrive indholdet af en klage til Arbejdstilsynet fra fem nuværende og enkelte tidligere ansatte i partiet. En klage som DR har set uddrag fra.

Klagen gik blandt andet på problemer med sexisme, mobning og en ledelse, der ikke håndterer problemerne.

Problemer så store, at Moderaterne i dag er i gang med et krisemøde, der har varet siden klokken 9 i morges.

Og en del af de problemer har altså været alment kendt i partiets sekretariat, fortæller Karin Liltorp.

- Det er jo ikke sådan, at folk råber sexistiske ting ad hinanden. Der er også masser af god stemning. Men det har været kendt, at der var store problemer.

Hvilke historier har du hørt?

- Jeg vil helst ikke komme ind på personhistorier. Men jeg har hørt historier om mobning, og at det ikke altid har føltes trygt. Der har været uheldige eksempler på en kultur, der på nogle måder er kørt skævt, siger hun.

Kopierede andres kultur

Folketingsmedlemmet kalder det "ekstra trist" at det sker i et parti som Moderaterne, der ifølge hende er bygget på værdier som samtale, ligeværd og at alle skal høres.

Men alligevel er det gået galt. Ifølge Karin Liltorp skyldes det formentlig, at Moderaterne som forholdsvis nyt parti skulle bygge et helt nyt partisekretariat op på kort tid.

- Det gik jo fra nul til 66 ansatte i en vældig fart. I den proces tror jeg, at fundamentet ikke blev støbt ordentligt. Man brugte for lidt tid på at snakke om, hvilke værdier det skulle bygges på.

- I stedet har man bare bygget huset i en fart, og på nogle måder kom man til at kopiere noget af det fra Christiansborg, vi ikke ønskede at kopiere, siger hun.

Det skete blandt andet ved, at man kom til at tiltrække "nogle bestemte profiler", der var præget af en hård politisk kultur fra andre partier.

- Magtmennesker bliver tiltrukket af politik. De fleste er også idealister, der også vil noget med samfundet. Men det tiltrækker nogle bestemte typer, der også vil have nogle dagsordener igennem.

- De handler jo også ud fra, hvordan de selv er blevet oplært, og hvad der virker i politik, siger hun.

Ledelsen kan ikke genkende billede

DR er i besiddelse af dele af den fem sider lange klage til Arbejdstilsynet, som er sendt afsted den 15. august.

I klagen står der blandt andet, at ledelsen er "tyrannisk", og at der er "generelt er et dårligt arbejdsmiljø i Moderaterne".

- Det er ikke ualmindeligt, at medarbejderne bryder sammen på gangene eller går grædende hjem, står der.

Moderaternes partisekretær, Kirsten Munch Andersen, har i weekenden forklaret, at det ikke er et billede, hun kan genkende.

- Nu har jeg ikke set henvendelsen til Arbejdstilsynet, men det billede, der bliver tegnet i medierne, er meget overraskende for mig, og jeg genkender det ikke, lød det lørdag.

Kirsten Munch Andersen er 'rigtig ked af', at det er kommet til, at nogle af hendes kolleger har sendt en skrivelse til Arbejdstilsynet, siger hun i videoen her:

På baggrund af problemerne har ledelsen i Moderaterne i dag indkaldt til et krisemøde med de ansatte, der i skrivende stund stadig er i gang.

Om ledelsen i Moderaterne har kendt til problemerne, er "svært at sige", mener folketingsmedlem Karin Liltorp.

- De har jo kendt til nogle af historierne, og jeg tror også, de har handlet. Men de ansatte har åbenlyst ikke følt, handlingen var god nok. Det er det, jeg kan læse.

- Men jeg ved ikke, hvad der er op og ned, for der er så mange følelser i det, og derfor har vi brug for at finde ud af, hvad den rigtige historie er.

Et andet folketingsmedlem, Jeppe Søe, sendte fredag en mail til hovedbestyrelsesmedlemmer i partiet, hvor han gjorde det klart, at partiet var nødt til at handle hurtigt.

- Alene det, som jeg har set beviser på, vil smadre vores parti - også qua vores historik som en sexistisk klovnebus. Og det er åbenbart præcist det, vi er!

- Jeg vil under ingen omstændigheder finde mig i det her. Jeg vil ikke være del af en så syg kultur! Det stopper her!, lød det i mailen, som DR er i besiddelse af.