Alle danske soldater, der har tjent deres land på internationale missioner, skal æres med en medalje.
Det er Folketingets forsvarsforligskreds ifølge DR's oplysninger enige om. Forligskredsen, der tæller alle Folketingets partier undtaget Enhedslisten, mødes i næste uge, hvor beslutningen ventes enstemmmigt vedtaget.
Og det er på høje tid, siger Lene Espersen, konservativ politisk ordfører og indtil for nylig også forsvarsordfører, til dr.dk:
- Jeg er meget glad for, at det er lykkedes os at finde 20 mio. kroner til at styrke indsatsen over for veteraner. Og en meget væsenlig del af det har for Det Konservative Folkeparti handlet om at vise soldater, der har været udsendt, den anerkendelse de fortjener for at sætte livet på spil for Danmark.
Skal rette op på skuffelse
I 2009 blev det besluttet at tilbyde medaljer til veteraner fremover. Nu får veteraner fra alle tidligere missioner tilbudt den samme anerkendelse for deres indsats.
- Der er ingen tvivl om, at rigtig mange af de udsendte før 2009 er meget skuffede over, at de ikke er blevet tilbudt en medalje. De har jo sat en ære i at rejse ud og sætte deres eget liv på spil for Danmark. Og jeg synes faktisk at vi skylder at vise dem den anerkendelse der ligger i, at de får en medalje, siger Lene Espersen til dr.dk.
Foruden fortjenstmedaljer skal forligskredsen godkende opførelsen af to nye veteranhjem, ét i Aarhus og ét i Varde. Danmark har i dag tre veteranhjem.