Folketinget stemmer ja til omstridt koranlov

Nu bliver det ulovligt at brænde religiøse skrifter som Koranen og Bibelen.

Koranloven er blevet vedtaget her til eftermiddag i en næsten fyldt folketingssal.

Med 94 stemmer for og 77 stemmer imod er den omdiskuterede koranlov netop blevet stemt igennem i Folketingssalen.

I praksis betyder det, at det nu bliver ulovligt at afbrænde religiøse skrifter som Koranen, Bibelen eller Toraen.

Det bliver også ulovligt at tilsøle, trampe på eller klippe de religiøse skrifter i stykker.

Det er de tre regeringspartier Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne samt De Radikale, der har stemt for lovforslaget.

Justitsminister Peter Hummelgaard var ikke på talerstolen ved debatten torsdag, men har tidligere sagt, at loven er vigtig.

- Forslaget har til formål at værne om danskernes sikkerhed. Når vi kriminaliserer den utilbørlige behandling, sætter vi ind over for gerningspersoner, der truer med at sætte danskernes sikkerhed over styr, lød det i sidste uge, da loven blev fremsat.

De otte oppositionspartier, der stemte imod forslaget, har dog en helt anden udlægning af loven.

- Loven er designet til at hæmme ytringsfriheden og den kunstneriske frihed. Og det er intet at være stolt af, siger Steffen Larsen, retsordfører for Liberal Alliance.

Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, kalder loven 'skammelig', og SF mener, at loven er 'uværdig'.

- I stedet for at kæmpe så føjer man totalitære, islamistiske regimer, siger SF's retsordfører Karina Lorentzen.

Koranafbrændinger satte debat i gang

Koranloven har været diskuteret intenst siden i sommer.

Den blev foreslået af regeringen for at forhindre de mange koranafbrændinger, der især har fundet sted foran udenlandske ambassader, og som har udløst voldsomme reaktioner i andre lande.

Loven skulle ifølge regeringen og justitsminister Peter Hummelgaard være en nålestiksoperation, men fik kritik for at være for upræcis og ramme meget bredt.

Efterfølgende ændrede Justitsministeriet i dele af loven. Blandt andet blev det præciseret, at loven handler om skrifter med væsentlig religiøs betydning, og at loven kun gælder for anerkendte trossamfund.

Det ænder dog ikke ved, at loven stadig vil ramme alt for bredt, lød det fra flere oppositionspartier under dagens debat.

- En politisk aktivist, der er flygtet fra et islamisk regime, der viser sin modstand ved at skænde koranen, risikerer at blive udvist, sagde Mai Mercado, retsordfører for De Konservative fra talerstolen.

Også flere kunstnere har kritiseret, at deres ytringsfrihed nu bliver begrænset.

Blandt andet har den dansk-iranske kunster Firoozeh Bazrafkan revet en koran i stykker på et rivejern som en kritik af Irans styre. Det bliver med den nye lov ulovligt. Og det kritiserede flere partier også fra talerstolen.

- Med loven ønsker man at begrænse den kunstneriske frihed, sagde Rosa Lund fra Enhedslisten.

Nys og mundbind i Folketingssalen

Loven er blevet vedtaget ovenpå en noget anderledes dag i Folketinget.

På forhånd havde oppositionspartierne valgt at ophæve den såkaldte clearingsaftale. Det er en aftale, der ellers betyder, at kun nogle af folketingsmedlemmerne skal være til stede ved afstemninger i salen.

På den måde havde oppositionspartierne på forhånd sørget for, at samtlige medlemmer af regeringspartierne Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre var nødt til at møde op og stemme.

Og det har vakt stor kritik blandt regeringspartierne, at de blev presset til at møde op.

- Jeg har været nødt til at sige til gruppen, at det godt kan være, at I er syge, men I skal møde alligevel. Og det har jeg det ikke supergodt med som gammel tillidsmand, sagde Leif Lahn til Politiken forud for dagens debat.

Annette Lind (S) med mundbind under behandlingen af koranloven. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Ifølge Socialdemokratiet var der 'en håndfuld' socialdemokratiske folketingsmedlemmer, der måtte forlade sygesengen for at komme på arbejde.

Og der var da også med hosten og nys i ærmet, at flere af folketingsmedlemmerne havde begivet sig ned i salen i dag.

Blandt andet sad Annette Lind (S), Rasmus Jarlov (K) og Alex Ahrendtsen (DF) alle med mundbind på.

Sygdommen betød også, at det onsdag blev besluttet af ændre praksissen under debatten.

Der var derfor indlagt ti minutter mellem debatten og afstemningen, så de syge folketingsmedlemmer kunne nå at komme ind i salen før afstemningen.

- Jeg har ansvaret for afstemningerne, og så må jeg få dem til at foregå så ordentligt som muligt. Blandt andet at folk sidder på deres pladser og ikke går rundt og mingler med de syge, sagde formand for Folketinget Søren Gade.

Moralske skrupler

Den ophævede clearingsaftale har også givet moralske kvababbelser hos nogle folketingsmedlemmer.

Blandt andet ville Moderaternes Karin Liltorp i første omgang ikke stemme for forslaget, fordi hun frygter for konsekvenserne for ytringsfriheden.

Hun endte dog alligevel med at følge partidisciplinen og stemme for ligesom resten af folketingsmedlemmerne i Moderaterne.

Karin Liltorp (M) ville først ikke stemme for koranloven, selvom Moderaterne også står bag forslaget. Hun ændrede dog mening. (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

Også De Radikales Stinus Lindgreen har været stærk kritiker af lovforslaget, som hans parti ellers bakker op om.

I denne uge meldte han ud, at han ikke ville stemme for forslaget.

Han blev dog i mellemtiden syg og dukkede derfor ikke op til afstemningen i dag.

Flere partier ønskede folkeafstemning

Under debatten opstod der dog også uenighed mellem de otte partier, der var imod forslaget.

For med grundloven i hånden kan et mindretal på 60 mandater i Folketinget kræve lovforslaget til folkeafstemning.

Det ønsker både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

- Nye Borgerlige vil samle underskrifter, så vi kan give danskerne det sidste ord. Vi kan ikke stoppe denne indskrænkning af ytringsfriheden parlamentarisk. Men vi kan række ud til danskerne, og det skal vi gøre, sagde Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige.

Men det var ikke alle oppositionspartierne, der syntes, at en folkeafstemning var en god idé.

- Det er så det lille hjørne, hvor vi er uenige. Jeg mener ganske enkelt, det er en opgave, vi må påtage os i Folketinget, sagde Inger Støjberg, formand for Danmarksdemokraterne til spørgsmålet.