Folketinget lægger Samsam-kommission i graven: 'Hvis danskerne havde indsigt i sagen, var de endt på samme konklusion'

Regeringen og Dansk Folkeparti stemte en mulig kommission ned. Sidstnævnte har ellers tidligere talt for at undersøge sagen.

Ahmed Samsam er dømt i Spanien for at have tilsluttet sig en terrororganisation. Han siger selv, at han var agent for PET og FE. (Foto: © Luca Piergiovanni, Ritzau Scanpix)

Der kommer ikke en kommission, der skal undersøge sagen om terrordømte Ahmed Samsam.

Inden folketingsvalget sidste år tegnede der sig ellers et flertal for at få hele sagen undersøgt i en kommission, men da Folketinget i dag skulle tage endegyldigt stilling til en kommission, blev forslaget stemt ned.

Regeringen - der jo i sig selv har flertal - vil ikke have en kommissionsundersøgelse, og dermed var forslaget dødt. Men også Dansk Folkeparti stemte imod, selvom partiet tidligere har talt for at få sagen undersøgt.

Ahmed Samsam blev i 2018 dømt for at have tilsluttet for Islamisk Stat i Syrien. Men ifølge DR's oplysninger var han sendt ud af Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) under flere af rejserne.

Han har siden stævnet PET og FE for at få dem til at vedkende sig samarbejdet med ham.

Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund, er vred over, at et flertal nu har afvist en kommissionsundersøgelse.

- Det er en skændsel for retsstaten, det her. Det handler ikke kun om Ahmed Samsam, det handler også om fundamentale retsstatsprincipper.

- Det handler ikke om, at jeg skal forsvare Samsam, men at jeg til hver en tid vil forsvare hans ret til at få en retfærdig rettergang, siger han.

DF overbevist af undersøgelse

I februar satte Folketingets Granskningsudvalg gang i en såkaldt forundersøgelse af Samsam-sagen.

Her har udvalgets medlemmer kunnet stille spørgsmål til de relevante ministre og få oplysninger om sagen.

Det er det forløb, der har fået Dansk Folkeparti til at stemme nej til en kommissionsundersøglse, forklarer partiets medlem af udvalget, Peter Kofod.

- Vi har gravet os ned i den her sag på lige fod med andre oppositionspartier, som har undret sig over sagen. Men vi har altså vurderet efter de møder, der har været i Granskningsudvalget, at vi for nu er tilfredse, siger han.

Hvad det er, partiet har fået at vide undervejs, der får dem til at afvise en kommission, kan han dog ikke sige.

- Det er svær sag at forholde sig til, for der indgår en hel del information, som man ikke har lov at dele med offentligheden, desværre.

- Det er træls, at det skal være sådan. For jeg tror, at hvis danskerne havde indsigt i sagen, var de endt på den samme konklusion, som jeg er, siger Peter Kofod.

I har tidligere talt for at undersøge sagen til bunds. Er I ikke vendt på en tallerken her?

- Jeg synes ikke, vi er vendt på en tallerken. Vi har hele tiden syntes, at sagen skulle undersøges. Nu har vi så fået den undersøgt i Granskningsudvalget, og det har så tilfredsstillet os i den her sag for nu.

Peter Kofod (DF). (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, blev også spurgt til partiets afvisning af kommissionen, da der var afslutningsdebat i Folketinget i onsdags.

Der svarede formanden, at partiet har "skiftet position, fordi vi har fået efterretninger i forhold til bemeldte person, og hvad det egentlig er for en type, vi har med at gøre her", og at partiet "i almindelighed forsøger at holde fædrelandsfjendtlige folk ude af Danmark".

Den udveksling kan du se i videoen her: