Folketinget kræver forklaring på Sanders citatfejl

Folketingets Præsidium beder Fogh om forklaring på videnskabsminister Helge Sanders citatfejl. Statsministeren kalder sagen for en "petitesse".

Helge Sander; Videnskabsminister (Foto: © Morten Thun, Scanpix)

Folketingets Præsidium beder nu statsminister Anders Fogh Rasmussen om en forklaring på, hvad han har tænkt sig at gøre i anledning af, at videnskabsminister Helge Sander er blevet grebet i at have givet Folketinget urigtige oplysninger om forbuddet mod gruppeeksamen.

Folketingets formand, Christian Mejdahl, skriver i et brev, at det er præsidiets opfattelse, at "det er en nødvendig forudsætning for Folketingets muligheder for at udføre sine funktioner på tilfredsstillende måde, at ministerens svar er korrekte, herunder at citater er rigtigt gengivet".

- Præsidiet skal bede om at blive orienteret om, hvad du som statsminister agter at gøre i anledning af det passerede, hedder det i brevet til statsministeren.

Fifleri med båndudskrift

Helge Sander har beskyldt SF's Morten Homann for at lyve, når han referede videnskabsministeren for at sige at det var bedre at stramme reglerne for gruppeeksamen i stedet for helt at afskaffe eksamensformen. Sander vedlagde en båndudskrift som dokumentation, men nogle i ministeriet havde fiflet med udskriften, så en helt central sætning gled ud.

Efter at dette blev afsløret i Radioavisen, måtte Helge Sander rykke ud med en undskyldning.

En petitesse

Statsminister Anders Fogh Rasmussen fik flere spørgsmål om sagen i dag i Folketingets spørgetid, hvor han kaldte sagen "en petitesse":

- Det er selvfølgelig stærk beklageligt, at videnskabsministeren er kommet til det. Det har han beklaget, og så synes jeg ærligt talt ikke, at der kan koges mere suppe på den pind, sagde statsministeren.

Kritik af Fogh

Socialdemokraternes videnskabsordfører, Rasmus Prehn, kritiserede Anders Fogh Rasmussens håndtering af sagen.

- Jeg er rystet over den måde, statsministeren fejer sagen af bordet på som noget uvæsentlig. Det her drejer sig om politik. Citatet handlede om, at vi har en videnskabsminister, som på et samråd mere end antydede, at han havde en anden politik end regeringens, sagde Rasmus Prehn.

Mens en enig opposition har stået bag henvendelsen til Folketingets Præsidium, så har Dansk Folkeparti hidtil ikke villet kritisere Helge Sander.