Folketinget gør klar til at ophæve Messerschmidts parlamentariske immunitet

Morten Messerschmidt står til at komme for retten for EU-svig og dokumentfalsk.

Sagen mod Morten Messerschmidt bliver rejst ved retten i Lyngby. (Foto: © Emil Helms, Scanpix)

Næstformand i Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt er rykket et skridt tættere på en retssag, hvor han tiltales for EU-svig og dokumentfalsk.

Folketinget har her til formiddag besluttet at sende en ophævelse af Morten Messerschmidts parlamentariske immunitet til afstemning i næste uge. Det er sket i Udvalget for Forretningsorden.

Dermed er der taget næste skridt på vejen mod en retssag mod toppolitikeren. Morten Messerschmidt tiltales for uberettiget brug af EU-midler for knap 100.000 kroner i forbindelse med et møde i Dansk Folkeparti i 2015.

Derudover bliver han tiltalt for dokumentfalsk i forbindelse med samme møde. Anklagen om dokumentfalsk handler om en hotelkontrakt, hvor Dansk Folkepartis administrationschef Jeanie Nørhave har underskrevet sig som personalechef på hotellet, selv om hun ikke var det.

Dansk Folkeparti er indstillet på, at sagen kommer for retten.

Det siger gruppeformand Peter Skaarup.

- Vores udgangspunkt er, som også Morten Messerschmidt selv har sagt, at vi skal ophæve immuniteten, så retten kan gå sin gang, det er helt rimeligt.

Hvad er din reaktion på at Messerschmidt står til at blive tiltalt for dokumentfalsk?

- Jeg har ingen kommentar til selve sagen, nu må retten gå sin gang.

Hvis han bliver dømt, vil han så kunne fortsætte som næstformand i Dansk Folkeparti?

- Lad os nu lige se hvad retten finder ud af, man er ikke skyldig før man er dømt.

Morten Messerschmidt selv nægter sig skyldig.

K: Ingen anden vej ved retssag

Det er Justitsministeriet, som på vegne af Rigsadvokanten har bedt Folketinget om ophæve Messerschmidts parlamentariske immunitet. Der sker efter, at Bagmandspolitiet og Statsadvokaten har vurderet, at der skal rejses en tiltale.

Mai Mercado, gruppeformand for De Konservative, følger den anmodning.

- Når Bagmandspolitiet retter henvendelse og beder om Folketinget skal give sin tilladelse til at ophæve immuniteten, så er der ikke anden vej end at gøre det. Det er bestemt ikke noget, vi gør hver dag her i Folketinget, og det er bestemt heller ikke noget, vi drøfter hver dag i Udvalget for Forretningsorden.

- Men som folketingsmedlem er det vores opgave at give tilladelsen til at immuniteten kan blive ophævet, og så må sagen gå sin gang i retten, siger hun.

Formand for Folketinget Henrik Dam Kristensen forventer, at immuniteten bliver ophævet i næste uge.

- Der er tradition for i Folketinget, at når anklagemyndigheden beder om, at immunitet bliver ophævet, så bliver den ophævet.

Peder Hvelplund, gruppeformand for Enhedslisten, fortæller også, at det var et enigt udvalg, som sendte videre til afstemning i næste uge.

Nu kører sagen videre, og så bliver der en afstemning - det var der en enstemmig enighed om, siger Hvelplund.

I listen herunder kan se, hvilke folketingspolitikere, som i de seneste 50 år har fået ophævet deres parlamentarisk immunitet, og hvad de var tiltalt for.

De har fået ophævet deres immunitet

  • 2015: Thomas Danielsen, (V) - kørt for hurtigt, (færdselsloven).

  • 2010: Jesper Langballe (DF), ærekrænkelser. (straffeloven)

  • 2006: Lene Espersen (K), påkørsel i trafikken, (færdselsloven).

  • 2004: Flemming Oppfeldt (V), seksuel omgang med mindreårig, (straffeloven).

  • 2003: Peter Brixtofte (V), mandatsvig, (straffeloven)

  • 1998: Jette Gottlieb (Enhedslisten) - hærværk ved at male kantsten gule (straffeloven).

  • 1994: Karen Jespersen (S) - påkørsel af en fodgænger (færdselsloven).

  • 1993: Grethe Fenger Møller (K) - falsk vidneforklaring til højesteretsdommer Hornslet under Tamil-sagen (straffeloven).

  • 1989: Hugo Holm (Fremskridtspartiet) - spirituskørsel, vold, falsk anmeldelse og forsøg på bedrageri (straffeloven og færdselsloven).

  • 1988: Jørgen Tved (Fælleskurs) - bagvaskelse (straffeloven).

  • 1985: Anne Grete Holmsgård, Steen Tinning, Keld Albrechtsen og Jørgen Lenger (VS) - brud på tavshedspligten (straffeloven).

  • 1984: Bernhard Baunsgaard (R) - manglende agtpågivenhed i trafikken medtrafikulykke til følge (færdselsloven).

  • 1982: Povl Brøndsted (V) - spirituskørsel (færdselsloven).

  • 1982: Thure Barsøe-Carnfeldt (Fremskridtspartiet) - at overskridefartgrænsen (færdselsloven).

  • 1980: Ole Maisted (Fremskridtspartiet) - overtrædelse af skattekontrolloven.

  • 1976: Hans Buchart Petersen (S) - påkørsel i trafikken (færdselsloven).

  • 1975: Erlendur Pattursson (Nordatlantisk) - overtrædelse af straffeloven (immunitet ophævet, for at afsone 14 dages hæfte).

  • 1974: Mogens Glistrup (Fremskridtspartiet) - skattesnyd (straffe-,skattekontrol- og kildeskatteloven).

  • 1974: Ib Ejnar Andersen (Fremskridtspartiet) – spirituskørsel (færdselsloven).

  • 1973: Poul Nielson (S) - groft uforsvarlig kørsel (færdselsloven).

  • 1972: Lene Bro (S), kørt for stærkt (færdselsloven)

  • 1972: Per Gudme (R), spirituskørsel og trafikulykke (færdselsloven)

  • 1972: Hans Jørgen Lembourn (K), overtrædelse og boligloven.

  • 1972: Mogens Camre (S), ulovlig transport af pistol med fly.

  • 1972: Knud Østergaard (K), trafikulykke (færdselsloven)

  • 1972: A. C. Normann, Uagtsomt manddrab i forbindelse med trafikulykke (straffeloven)

  • 1971: Knud Holm Tved (S), trafikforseelse (færdselsloven)

  • Listen omfatter de seneste 50 år.

  • Kilde: Folketinget.