Folkeskoleaftale på plads - elever får en længere skoledag

Regeringen, Venstre og DF er enige om en ny folkeskolereform.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) har præsenteret en endelig aftale om en reform af folkeskolen. Aftalen er indgået mellem S-R-SF-regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti.

- Vi har en aftale, en god aftale. Jeg er super stolt, siger Christine Antorini.

Reformen betyder, at de mindste elever får 30 timer, de mellemste 33 og de ældste elever skal gå i skole 35 timer om ugen. Regeringen havde i sit udspil lagt op til, at de ældste børn skulle gå i skole 37 timer om ugen.

- Der bliver engelskundervisning fra 1. klasse, og andet fremmedsprog rykkes frem til femte klasse. Eleverne får også en times idræt hver dag. Det bliver et markant fagligt løft, som også er spændende for børnene, siger Antorini.

Aftalen om en ny folkeskolereform er indgået mellem S-R-SF-regeringen, DF og Venstre. De Konservative står udenfor, efter de ikke har været en del af forhandlingerne siden torsdag eftermiddag.

Dermed kan visse ændringer først træde i kraft efter et valg.

- Der er et forlig, og det er derfor, jeg vil opfordre De Konservative til at se på aftalen. Jeg håber, de tænker, at det her har børnene fortjent træder i kraft, siger Christine Antorini.

Noget kan træde i kraft

Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, glæder sig over aftalen. Og at nogle af initiativerne formentlig kan sættes igang også på denne side af valget.

- Det vil være muligt for de kommuner og skoler, som gerne vil tyvstarte på den nye reform, at gøre det, siger Kristian Jensen.

Se hele interviewet med undervisningsminister Christine Antorini, hvor hun præsenterer den nye folkeskoleaftale i videoen i toppen af artiklen.