Der dufter af friske grøntsager og nyplukkede jordbær på Markale-markedet i det centrale Sarajevo.
Det var her, en serbisk mortérgranat uden varsel slog ned i februar 1994 og dræbte 67 mennesker.
Gulvets beton er stadig arret efter nedslaget.
Adila Kihic mistede sin søster den dag. Hendes søn – Ismir Kihic - mistede sin tante. Den lille frugt- og grøntsagsbod er stadig i familiens eje.
I år er det 30 år siden, at borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien brød ud. Men minderne fylder mere, end de plejer.
Utrygheden har vokset sig større. Fordi i den serbiske del af det todelte Bosnien-Hercegovina argumenterer den nationalistiske præsident, Milorad Dodik, nu for selvstændighed. For at Repuplika Srpska, som den ene del hedder, igen skal have sin egen hær.
Som en af overleverne af borgerkrigen ved Adila Kihic kun alt for godt, hvad det vil betyde, når de forskellige folkeslag i den opdelte nation bevæbner sig.
- Hver aften, når jeg ser nyheder, bliver jeg mere og mere bekymret for, hvad der kommer til at ske, siger Adila Kihic til DR Nyheder.
Hendes søn er netop flyttet tilbage til Sarajevo efter at have studeret i Tyskland. Han fortæller, at den nuværende situation i landet minder om det, der gik forud for 90’ernes borgerkrig.
Det var længere tids ophedet politisk tale. Der til sidst endte med, at våbnene talte og bosniakker, serbere og kroater bekrigede hinanden.
- Det minder mig meget om 1992, da krigen brød ud. Jeg var kun syv år gammel, men jeg husker det, som var det i går, fortæller Ismir Kihic.
Vil gerne have danske soldater
Krigen rasede indtil 1995. En fredsaftale indgået i amerikanske Dayton - deraf navnet - har siden da sørget for fred i Bosnien-Hercegovina. Det er Dayton-aftalen, der står bag det kludetæppe af geografiske områder og regioner, der i dag udgør det moderne Bosnien-Hercegovina.
I begyndelsen var det Nato, der sørgede for, at fredsaftalen blev overholdt. I 2004 overtog EU opgaven. Godt et kvarters kørsel fra Sarajevos centrum - over bakkerne, hvor store skilte fortæller, at man nu kører ind i den serbiske del af Bosnien-Hercegovina, 'Republika Srpska' - ligger EU-styrkens hovedkvarter.
Bag Camp Butmirs hegn og hvide betonklodser bor de godt 1.100 soldater, der i dag udgør 'Operation Althea'.
Det er netop en af de militære EU-missioner, som Danmark kan vælge at deltage i, hvis et flertal af den danske befolkning stemmer for at afskaffe forsvarsforbeholdet den 1. juni.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) besøgte i dag Bosnien-Hercegovina og blandt andet EUFOR-missionen i Camp Butmir uden for byen.
Han fortalte, at han ser med stor bekymring på de seneste ytringer fra Dodik, der medvirker til at skabe splittelse i regionen.
- Hvis det bliver en mulighed efter afstemningen om forsvarsforbeholdet, så vil Danmark involvere sig mere i EU’s militære operationer. Og de seneste begivenheder viser, at det er der brug for. Både her i Bosnien-Hercegovina og det vestlige Balkan, siger Jeppe Kofod på et pressemøde i Sarajevo.
Bosnien-Hercegovinas udenrigsminister forklarer, at der netop nu er ekstra brug for fremmed militær i landet.
- Vi ser meget gerne, at der kommer flere internationale tropper. Også gerne danske, hvis det bliver en mulighed, siger Bisera Turkovic.
'Bosnien kan blive det nye Ukraine'
Det handler om, forklarer en lokal ekspert i folkedrab, at mange indbyggere i landet gerne ser flere internationale soldater udstationeret langs grænsen mod staten Serbien mod øst og i knudepunkter internt i Bosnien-Hercegovina.
- Hvis ikke der er fremmede tropper i landet, så bliver Bosnien-Hercegovina det næste Ukraine eller Donbass, siger Hikmet Karcic fra Sarajevos Universitet, forsker og ph.d i folkedrab.
- Siden krigen for 30 år siden har der ikke været så meget utryghed og spændinger i Bosnien-Hercegovina, som der er nu, siger han.
Efter Rusland invaderede Ukraine, besluttede missionens ledelse at skrue op for den militære tilstedeværelse. Yderligere 600 soldater blev sendt af sted. For blandt andet at modvirke, at russisk indflydelse skal få lokale konflikter til at blusse yderligere op.
Men selv om det næsten er en fordobling, er det ikke dobbelt så meget tryghed, fortæller de ved Markala-markedets boder.
- Få mig nu ikke til at le. Vi ser ikke så meget til dem. EU-styrken sidder bare ude i deres lejr og drikker kaffe. Det er slet ikke nok, hvis det bliver alvor, siger Adila Kihic.
Hendes selvoplevede og smertelige logik er, at selv titusindvis af FN- og Nato-soldater ikke kunne forhindre 90’ernes blodsudgydelser. Så hvordan skal 1.100 EU-soldater kunne gøre en forskel, spørger hun retorisk.