Det er svært at sælge et ja eller nej til forsvarsforbeholdet, når vi den 1. juni skal til folkeafstemning.
Valget er abstrakt og langt fra vores hverdag, og det er svært at få vælgerne op af sofaen og til at føle noget, lyder det fra indehaver af The Brand Agency Carsten Herholdt.
DR Nyheder har slæbt ham og Derek Beach, der er professor i statskundskab med speciale i EU-folkeafstemninger og vælgeradfærd, med på Plakatmuseet i Den Gamle By i Aarhus.
Her er der nemlig netop nu en særudstilling om EU-valgplakater de seneste 50 år.
- Udstillingen giver anledning til at reflektere over EU og til at se nutiden - og det aktuelle valg - i et historisk perspektiv, siger direktør for Den Gamle By Thomas Bloch Ravn og byder velkommen.
Sammenhold i sommerkjoler
- Plakaten her er fra 1972, som var en tid, hvor man godt kunne tillade sig ikke at styre budskabet på plakaten helt så hårdt, siger reklamemand Carsten Herholdt og tilføjer:
- Vi ser ikke et tydeligt ja eller nej, vi ser bare noget rart - piger i sommerkjoler, der cykler - og så kræver det, at beskueren selv tolker og binder tingene sammen. I dag går alting meget hurtigere, og valgplakaterne er derfor også typisk mere direkte i deres kommunikation: Enten bliver et stort ja eller et stort nej fremhævet med fed skrift.
Et argument der stadig holder
- Det her argument - om, at hvis vi giver noget af vores selvforståelse og selvbestemmelse til EU, så mister vi det - bruger partierne stadig i dag, siger Derek Beach, der har forsket i vælgeradfærd omkring EU-valg ved de seneste afstemninger.
- Nationalisme fyldte ellers ikke ret meget på det her tidspunkt i 1972 for modstanden mod EU, så det er faktisk lidt sjovt at se plakaten i dag, fordi den næsten fremstår som en DF-kampagne, tilføjer han.
Fodbold-eufori der smitter
- Den her plakat er fra afstemningen i 1992, så den er præget af euforien omkring fodbold-EM, og rimet eller sloganet er blevet ikonisk, fortæller Derek Beach.
Afstemningen handlede om ja eller nej til Maastrict-traktaten, og Holger refererer til Holger K. Nielsen, som på det tidspunkt netop var tiltrådt som ny formand for SF.
- Holger fungerer som brand endorser, altså én, der accepteres af målgruppen - og som måske også fanger en ny og yngre målgruppe - og som kan bygge bro til produktet, supplerer Carsten Herholdt.
Nej-argumenter sælger bedst
På udstillingen i Den Gamle By er der en overvægt af plakater med argumenter imod EU. Det skyldes ifølge museumsdirektør Thomas Bloch Ravn, at der ofte "er mere saft og kraft" i modstandsfortællingerne.
- Nej-plakaterne formår virkelig at ramme en i hjertet og at gå ind i følelserne. Det må vi nok indrømme, siger han.
Det synspunkt bakker Derek Beach op med sin forskning, som tyder på, at det alt andet lige er nemmere at overbevise tvivlere om at stemme imod.
Dog mener branding-ekspert Carsten Herholdt ikke, at plakaten med den lyshårede pige ville fungere i dag.
- Selvom budskabet er dejligt provokerende, tror jeg ikke, det vil bide an, for forbrugerne i dag er enormt kritiske og gode til at se bagom de her skræmmeteknikker, siger han.
Svært at bruge mareridt i dag
- Puha, man bliver næsten helt bange for den her mareridtsplakat, siger Carsten Herholdt og suppleres af Derek Beach:
- Frem til midten af 1980'erne var et af venstrefløjens hovedargumenter imod EU, at det var storkapitalismens projekt: At unionen var til for at understøtte de allerstørste virksomheder, så de kunne brede sig ud over hele EU. Det argument finder man ikke længere - det døde simpelthen med murens fald.
Det er ungt, men den var aldrig gået i dag
- Den her plakat clasher fuldtstændigt med de værdier om kønsidentitet, kropsidealer og MeToo, som vi diskuterer i dag, siger Carsten Herholdt om plakaten fra 1998 og tilføjer
- Jeg ville næsten ønske, der var nogen, der satte den op i dag - de ville blive slagtet på det hellige alter, det er helt sikkert.
Til gengæld mener reklamemanden, at de nutidige plakater kunne lære af at målrette sig de unge vælgere - det er nemlig her en stor del af tvivlerne findes.
Neon trumfer
- Det er den her plakat med de ultraviolette farver, der virkelig løber med opmærksomheden. Den popper helt ud i hovedet på dig, siger Carsten Herholdt, der vurderer, at den er trykt med Pantone-farve, som er en langt mere kostbar trykketeknik, end de plakater vi ellers er vant til at se.
- Neonfarverne bruges oftest til at understrege, at man er moderne, visionær og imødekommende, og det er bestemt et greb, som vi også ser anvendt i dag, tilføjer han.
Moderne nok til i dag
Hverken Carsten Herholdt eller Derek Beach ved, hvem afsenderen af denne plakat er, men de er enige om, at den i sin stille provokation er blandt tidens bedste.
- Den er meget grafisk, farverne er appellerende, og når man så læser sig igennem teksten, falder der en overraskende pointe til sidst. Den kræver tilpas meget af beskueren til, at man får en oplevelse, og dermed er der større sandsynlighed for, at man husker budskabet, siger Carsten Herholdt.
Valgplakater fungerer bedst som huskesedler
Tilbage i nutiden konkluderer de to eksperter, at fællesskab og frygt er de to grundfølelser, der går igen - både gennem historiens plakater og også på dem, der ses i lygtepælene i disse uger.
- Det kan godt være, at Enhedslistens farver er moderne, men indholdet er en god gammel klassisker - den kunne lige så godt have været fra 1972, mener Derek Beach, der i sin forskning ikke kan se den store effekt af valgplakaterne i forbindelse med EU-afstemninger.
- Valgplakaterne fungerer faktisk bedst som en slags huskeseddel til vælgerne om, at de skal til at forberede sig på, at vi skal til valg lige om lidt. Men det er også et vigtigt budskab, siger han.
I grafikken nedenfor kan du blive klogere på den aktuelle EU-afstemning om ja eller nej til at bevare forsvarsforbeholdet.