Knap hver femte vælger er stadig i tvivl om, hvor krydset skal sættes, når de skal stemme om at afskaffe eller beholde forsvarsforbeholdet.
Valgstederne åbner onsdag morgen, så her til aften fik partilederne i tv-debatten på DR så en af de allersidste chancer for at overbevise de mange tvivlere om, hvorvidt de bør stemme "ja" eller "nej" til at afskaffe Danmarks forbehold til forsvarssamarbejdet i EU.
Et af emnerne i debatten var blandt andet de missioner, som danske soldater potentielt kan ende med at bidrage til, hvis forbeholdet afskaffes. En af de helt store bekymringer for Mai Villadsen, politisk ordfører for Enhedslisten:
- Når man ser ned over listen af EU's militære missioner, så foregår de primært i Afrika, og rigtigt mange af dem trækker et spor af skandaler efter sig, og derfor er jeg meget bekymret, hvis det bliver et ja imorgen.
Politisk leder hos Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, forklarede senere i debatten, at EU er nødt til at skærpe sin fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - blandt andet fordi de afrikanske befolkninger vokser massivt, og det skaber et "kæmpe migrationspres på Europa". En indsats, som hverken Nato eller USA vil sætte ind over for.
- Man kan ikke føre en ordentlig fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, også i forhold til Afrika, hvis ikke også man har det instrument i værktøjskassen, der hedder forsvar, forklarede han og rettede senere skytset mod særligt Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.
- Jeg kan simpelthen ikke forstå, at partier, som har stort set hele deres eksistensberettigelse i at skabe frygt for, at der kommer flygtninge- og migrationspres på Europa, er så fuldstændigt berøringsangste over, at EU får nogle værktøjer til at kunne engagere sig i Afrika med alle muligheder.
En kommentar, som Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, svarede på:
- Vi har set, hvordan det er gået indtil nu. Mission efter mission er slået fejl.
Frygter det vil tage ressourcer fra eget forsvar
Under debatten fik en række vælgere mulighed for at stille spørgsmål til partilederne. Et af dem handlede om, hvorvidt Nato ikke er nok.
Her benyttede Søren Pape Poulsen, formand for Konservative, lejligheden til at understrege, at Nato er Danmarks væsentligste partner, når det kommer til sikkerhed.
- Det er vores hårde isenkram og vores territorialforsvar. Men sikkerhed er mere end det. Det handler også om at holde ro i vores egen baghave. Det kan være i Ukraine eller i Bosnien-Hercegovina. USA siger også, at Europa må til at klare sig selv mere nu, forklarede han.
Søren Pape Poulsen pegede på, at når Sverige og Finland bliver optaget i Nato, vil 23 ud af 27 EU-lande også være med i Nato.
SF's formand, Pia Olsen Dyhr, mener ligeledes, at Nato og EU kan to forskellige ting.
- Når jeg kigger ind i fremtiden, er jeg glad for Nato, men jeg har også brug for en mere blød sikkerhedspolitik, og det kan EU kan levere, siger Pia Olsen Dyhr.
Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, ser derimod en risiko for, at den danske militære indsats udvandes på for mange områder - herunder Nato-operationer - hvis de også sendes afsted på mililtære EU-missioner.
- Det eneste, det vil bidrage til, når I trykker på ja-knappen og sender danske soldater afsted, det er, at I tager dem fra, hvor de er i dag, siger han.
En pointe, som Pernille Vermund bakkede op om. For først i 2033 vil Danmark efter planen bruge de to procent af BNP på forsvaret, som vi har forpligtet os til gennem Nato.
- Det relativt begrænset personel og materiel, vi har, skal altså bruges til at passe på Danmark. Det skal bruges som territorial forsvar og i vores Nato-alliance, sagde hun.
Et argument, som Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance, straks efter forsøgte at skyde ned.
- Det er ingen af ja-partierne, der siger, vi vil neddrosle Nato-indsatse. Det mest sandsynlige er jo, at der er en del ting, vi ikke kan deltage i i EU-regi, fordi vi skal bruge det i Nato, siger Vanopslagh.
Du kan gense hele debatten på DRTV, og hvis du stadig er i tvivl om, hvad det forsvarsforbehold egentlig går ud på, så kan du blive klogere i videoen herunder - bare klik på play.